Hammel Hestemarked er aflyst i 2020. Arrangørene håber, at hestemarkedet kan afvikles i 2021. Foto: Kian Johansen

Hammel Hestemarked er aflyst i 2020. Arrangørene håber, at hestemarkedet kan afvikles i 2021. Foto: Kian Johansen

Hammel Hestemarked er aflyst:

"Vi vender tilbage i 2021"

Corona forhindrer et hestemarked i 2020. Arrangører kan ikke få politi-tilladelse og tror ikke på yderligere åbning i fase 4

Af
Kian Johansen

Hammel Hestemarked Ikke engang en lille byfest i Hammel med 500 deltagere bliver det til i år.

Hammel Hestemarked er aflyst, fortæller Hammel Hestemarkeds formand, Per Bøving. Og plan B, som var en mindre byfest, er også skudt ned af Coronaen.

"Ud fra den sidste tids større stigning i antal Corona smittede i bl.a. det østjyske område, forventer vi at myndighederne udsætter fase 4 i genåbningen af samfundet. En genåbning som beskrevet i fase 4, der gjorde det muligt at gennemføre Hammel Hestemarked, med en del restriktioner og sikkerhedstiltag," siger styregruppen i en pressemeddelse.

Styregruppen har i længere tid haft en dialog med Østjyllands Politi. Men man har ikke kunnet være sikker på, at få en tilladelse til at afholde markedet.

Det er for tidligt at sige, hvor meget aflysningen kommer til at koste Hammel Hestemarked, siger Per Bøving.

"Men vi kommer igen i 2021."

Nu går arbejdet i gang med at få ryddet op i aftalerne for det aflyste hestemarked.

"I løbet af de næste dage vil vi kontakte kræmmere der har booket standplads om situationen, samt gæster som der har købt billet til lørdag aften. De vil få de indbetalte beløb fuldt refunderet."

Og så lyder bønnen, fra styregruppen, der i månedsvis ængsteligt har skelet til åbningsplaner og coronaens udvikling i Danmark:

"I skal ikke kontakte os om det, vi kontakter jer i løbet af få dage om refunderingen. Alle samarbejdspartnere og frivillige vil snarest få en yderligere information om situationen."

Og så kommer Per Bøving med en opfordring til det hestemarkeds-trængende publikum.

"Vi håber, at I mødes med venner på forsvarlig vis i haverne rundt i Hammel og omegn, og holder jeres egen lille ”Hestefest”."

Publiceret 14 August 2020 08:31