Marie Hedegaard Thomsen. Pressefoto

2014.08.27.Teolog Marie Hedegaard Thomsen. Tekst Marianne Luna Røndal. ©. Lars Aarø. Fokus

Surdej, fællesskab og dagligt brød

Marie Hedegaard Thomsen, sognepræst i Hadsten Storpastorat

Som så mange andre hoppede jeg i løbet af den første corona-tid med på surdejsbølgen. Ikke fordi, jeg ikke anede, hvad jeg skulle få tiden til at gå med midt i hjemmeskole og arbejde på nye vilkår. Men simpelthen fordi jeg slet ikke kan stå for et godt brød. Sådan et, hvor man ikke engang behøver at putte noget på. Eller hvem forsøger jeg at narre? Der skal selvfølgelig smør på. Ikke just i tråd med anbefalinger fra diverse gluten-kulhydrat-fedt-kalorie-fornægtende kosteksperter. Men nøj, hvor det smager!

Min familie deler begejstringen for resultatet, når det endelig foreligger. Det smager jo godt, og duften af nybagt brød hænger vidunderligt i huset hele dagen. Begejstringen for hele processen deles til gengæld ikke af resten af min husstand. Jeg er jo nybegynder, så en surdej flytter nærmest ind som et slags kæledyr. Den skal fodres og have den rigtige temperatur – og når den endelig begynder at kunne det, som den skal, nemlig at hæve op og få anden dej til at hæve, ja, så er min familie blevet inviteret til at se dejens nyeste tricks. Men ingen af dem deler min nærmest barnlige begejstring for surdejens forunderlige væsen.

Og i modsætning til kæledyr kan det være en god idé at 'avle' på mere end én surdej ad gangen – i hvert fald som nybegynder. Dette resulterede i, at det en overgang var helt umuligt at åbne et køkkenskab, uden at en surdej stod derinde og 'hilste på'. Glædeligt for mig – og til stor irritation for min bedre halvdel.

Men hvorfor egentlig gå op i surdej? Man kan jo købe så glimrende brød her i byen. Ja, min begejstring skyldes helt og holdent, at surdej er MAGISK!! Man blander helt almindeligt mel med helt almindeligt vand, venter, fodrer den, giver den opmærksomhed – og efter nogle dage kan den lille vidunderligt surt-lugtende klat blive til brød og boller til hele familien og naboerne med. Helt uden gær-snyd, bare i sig selv. Nogle vil kalde det kemi, men for mig er magisk!

Hvis man bare havde mel eller bare vand, ville det ikke blive til noget. Det er kun, fordi de to helt forskellige ting blandes sammen, at magien opstår, og noget nyt kan vokse frem. Og i begejstringen må man endelig ikke glemme at gemme lidt surdej, så essensen af den lever videre og kan blive til nye brød i fremtiden.

Når man tænker over det, er det også sådan, de fleste gode fællesskaber fungerer. Hver for sig kan vi noget, men når vi blandes med hinanden, opstår der noget helt nyt. Og nogle gange noget magisk. Det nye udvikler sig, får nye nuancer og kan sættes i spil i andre sammenhænge og blive til endnu mere glæde og gavn – se bare på foreningerne, de frivillige og de erhvervsdrivende her i byen. Og essensen af sådan nogle fællesskaber skal vi huske at værne om. Ja, de kan i sandhed blive til dagligt brød for os alle sammen.

Corona-tiden afskar os fra en del af disse fællesskaber. Og hvor har de manglet! For det er godt at blande sig med hinanden – også selvom det er lidt på afstand. For at sidde med afstand med hver sin kop kaffe til en snak i Sognegårdens fredagscafé, kan virkelig noget.

Nye fællesskaber opstod, da vi ikke måtte gøre, som vi plejer. Og for tiden begynder de gamle fællesskaber så småt at vende tilbage. Det er godt! For det daglige brød kan vi ikke undvære. Livet bliver større af at blive delt, og ny magi kan opstå, når vi blander os med det og dem, der er helt anderledes end os selv. Ja, nogle gange er det andet menneske lige præcis det, der gør, at vi kan vokse og gro på nye måder. Når vi møder lige netop det menneske eller træder ind i lige netop sådan et fællesskab, er vi som regel ikke i tvivl. For det gode fællesskab kan mærkes. Der er godt at være, og vi fornemmer den livskraft, der kan få mennesker vokse og gro og blive til dagligt brød for hinanden. Værsgo at spis’!

Publiceret 16 August 2020 06:00