Martin Gammelgaard Olsen og Clément Blain fra 'Laurbjergborgernes støttegruppe til Trinbræt' afleverede 1818 underskrifter til borgmester Nils Borring. Foto: Kian Johansen

Martin Gammelgaard Olsen og Clément Blain fra 'Laurbjergborgernes støttegruppe til Trinbræt' afleverede 1818 underskrifter til borgmester Nils Borring. Foto: Kian Johansen

1.818 underskrifter til fordel for trinbræt

Borgergruppe afleverede 1818 underskrifter, til borgmester Nils Borring under budgetforhandlingerne. De ønsker at partierne i Favrskov bevilger penge til et trinbræt i Laurbjerg

Af
Kian Johansen

Budgetønske Der var smil og nik, da Martin Gammelgaard Olsen og Clément Blain fra 'Laurbjergborgernes støttegruppe til Trinbræt' afleverede 1818 underskrifter til fordel for et trinbræt i Laurbjerg til borgmester Nils Borring, der mandag morgen stod klar til at lede budgetforhandlingerne i Favrskov.

Begge er nytilflyttere til Laurbjerg og er gået ind i kampen for et trinbræt i deres nye hjemby. De flyttede begge til byen, da alle troede, at der var bevilget penge til trinbrættet.

"Jeg vil gerne sikre mine børn en sikker opvækst og gode transportmuligheder. Jeg arbejder selv i Aarhus. Og et trinbræt ville skaffe både befolkningstilvækst og mere liv til Laurbjerg," mente Martin Gammelgaard Olsen, der selv havde printet de 600 digitale underskrifter, der var indsamlet, mens han havde indsamlet godt 1200 fysiske underskrifter i byen. Man har kunnet skrive under hos Din Købmand, tanken og pizzeriaet i Laurbjerg.

Ikke et sikkert trin

Nils Borring takkede for underskrifterne, men understregede, at det ikke er sikkert om byrådet kan blive enige om at afsætte godt 10 millioner kommunale kroner til et trinbræt, der burde være en statslig opgave.

"En underskriftindsamling rykker ikke noget i sig selv," lød det fra borgmesteren.

"Jeg ville hellere have tilkendegivelser på, om man virkelig ville benytte trinbrættet," lød det til de to fremmødte fra støttegruppen.

I baggrunden stod Birgit Liin (V). Hun har i flere år kæmpet for trinbrættet i Laurbjerg og kom med et forsigtigt håb.

"Jeg håber vi kan nå til enighed.," lød det inden politikerne hastede ind til budgetforhandlingerne.

Publiceret 25 August 2020 10:00