Anders er vendt hjem til Bagergården i Hinnerup
Den 31-årige nyudlærte bagersvend fik et flot 12-tal
Det lå ligesom i kortene, at Anders skulle følge i sin far bagermester Jørgen og lillebror Rasmus' fodspor i bageriet på Storegade i Hinnerup. For med familienavnet Hagelquist Pedersen bliver man i Hinnerup hurtigt forbundet med Bagergården. Men så let gik det ikke, for den unge Anders søgte en anden uddannelse.
"Jeg startede ud som tømrer og har været hos tømrerfirmaet Klitte og Jensen her i byen, hvor jeg også blev uddannet. Der har jeg været gennem 13 år. Men nu er jeg også bager-uddannet," siger den 31-årige nyudlærte bagersvend, der samtidig har erhvervet sig halvdelen af ejerskabet i Bagergården.
Så er den del på plads.
Teenager i bageriet
"Jeg har kendt bageriet, siden jeg var 12 år gammel. Egentlig var det meningen, at jeg skulle i lære allerede efter 6. klasse, for jeg havde arbejdet som natbager og i weekender og i sommerferierne her," fortæller Anders.
Vi får en hurtig snak i den nye ombyggede bagerforretning, som han også har haft fingre i. Hans bror Rasmus, som vi her i Lokalavisen har fulgt, ønskede ikke at overtage Bagergården.
"Da Rasmus sprang fra, tænkte vi på, hvad der så skulle ske, når Jørgen engang ikke vil mere. Skulle vi lukke eller sælge til en kæde. Men så blev vi enige om, at Bagergården skulle blive ved som Bagergården, og derfor er jeg gået ind i det," siger Anders.
"Det er et familieforetagende, som fylder enormt meget i vores lille familie. Og nu er jeg så bare kommet hjem, hvor jeg skal være."
Anders Hagelquist Pedersen bød derfor sin far op til den ombygning, som far Jørgen havde fået ideen til.
Roser til ansatte
"Jeg er iværksætter, så det bød jeg ind med og har haft et godt samarbejde med Jørgen. Hinnerup skulle have noget, som ingen andre havde."
Anders understreger den betydning ansatte og svende i Bagergården har haft for hans uddannelse.
"De er en stor del af det 12-tal, jeg fik til svendeprøven."
Publiceret 26 August 2020 10:30