Toilettet på toppen af de gamle stillads er lige blevet drejet et par gange i løbet af årene. Foto: Kian Johansen

Toilettet på toppen af de gamle stillads er lige blevet drejet et par gange i løbet af årene. Foto: Kian Johansen

Nabo politianmeldt:

Jette og Karsten kigger på et uhumsk lokum hver dag

I flere år har Jette og Karsten Damborg kigget på et stillads og et toilet, som naboen mener, skal ligge lige i deres synsfelt

Af
Kian Johansen

Naboskab Hver morgen når Jette og Karsten Damborg forlader deres hus, der ligger på en skrånende grund midt i Hadsten, så falder blikket på et stillads på flere meter i højden og et gammelt toilet, kunstfærdigt drejet, så de kan kigge direkte ned i porcelænskummen.

Det samme syn møder dem hver eftermiddag, når de kører op ad deres lange skrånende indkørsel.

Kommunen har politianmeldt naboen efter at parret i flere år har forsøgt at få løst sagen med stilladset.

Stilladset og toilettet er det første der kalder på blikket når Damborg-parret forlader deres hjem. Billedet er taget tæt på parrets hoveddør. Foto: Kian Johansen

Stilladset og toilettet er det første der kalder på blikket når Damborg-parret forlader deres hjem. Billedet er taget tæt på parrets hoveddør. Foto: Kian Johansen

"Vi forstår ikke, at han bliver ved med at chikanere os på den her måde. Vi har aldrig sagt et ondt ord til manden, vores børn har kendt hinanden og hans søn er kommet i vores hus. Og sønnen er i øvrigt altid velkommen," siger parret, der hver dag forsøger at glemme stilladset, men det er meget svært.

"Vi forsøger at ignorere ham. Han er luft for os, men hvad er det for et naboskab at have," sukker de begge.

Kæmpestillads og lokum

I 2016 fik naboen den ide at opmagasinere et kæmpestillads i bagenden, af det der er hans have og som grænser op til Damborg-parrets grund.

Det er ikke første gang, at naboen har stillet høje ting op i haven.

"Da vi kom hjem fra en sommerferie for en del år siden, så stod der pludselig en klatrevæg i haven. Den forsvandt heldigvis gradvist, da den forfaldt," fortæller Jette Damborg.

Men da stilladset kom op, så forsøgte parret at overtale naboen til at fjerne det igen.

Det hjalp ikke, tværtimod, så kom der pludselig et gammelt toilet op på stilladset. Det er blevet drejet et par gange, og parret kan kun få den opfattelse, at det er for at genere dem.

Klippede hækken

Det er Karsten Damborg blevet bekræftet i et par gange. "Jeg har forsøgt at lade hækken vokse så højt op som muligt, så vi slap for synet. Men senest her i foråret har naboen klippet hækken ned. Du kan selv se, hvor skævt han har klippet, for han kan knap nok komme til på grund af hans eget stillads, der står meget tæt på hækken."

"Vi kan kun betragte det som ren chikane," siger parret.

Publiceret 27 August 2020 08:00