Kirkeklumme: Som Sørine læser Bibelen:

Drengepigen fra Hadsten

Det er ikke mindst det, vi kender hende for som debattør, at hun med arme og ben slås for at mennesket er noget i sig selv, skriver denne uges klummeskribent

Af
Karsten Erbs

emeritus i Værum

kirkeklumme Nu får jeg så lige en opringning fra provsten, om jeg har tid til at skrive klummen til Lokalavisen i Favrskov. 'Jo tak', siger jeg, og så kan jeg bare ikke lade være med at skrive om de sidste to dages store fornøjelse i mit liv. Jeg har siddet i det fineste solskin og læst den bog, der toppede bestsellerlisten i sidste uge, Sørine Gotfredsens: Som Sørine læser Bibelen. Bibelselskabets Forlag.

Det har simpelthen fyldt mig med energi og glæde at læse den bog. Hun skriver klummer i den avis, jeg læser, så jeg kender hende. Vi kender hende alle sammen som den skarpe debattør, hun er. Men med bogens tekst får jeg endnu mere af personen Sørine, end jeg havde regnet med, og jeg er nærmest taknemmelig for den bog. Jeg lader mig gerne belære at et levende menneske som hende. Hun skriver blandt andet om profeter. Hun er selv en profetinde. Hun har noget hjerte. Hun vil noget. Hun er ærlig og selvkritisk. Og fortæller også om sin egen historie. Også om dengang hun endelig fandt ud af, at hun altså var en pige og ikke en dreng i Hadsten. Og var glad for, at der var noget der lå fast. Og som hun ikke skulle vælge.

Det er ikke mindst det, vi kender hende for som debattør, at hun med arme og ben slås for at mennesket er noget i sig selv, at det har en værdighed og en værdi, som det ikke selv skal opfinde. Hun er uundværlig i debatten om køn, identitet, globalisering og kærlighed til fædrelandet, som præger hende rigtig meget.

'Jeg ønsker at ære min tid, for det er den eneste, jeg har, og jeg elsker mit land og mine landsmænd højt. Derfor lægger jeg så stor vægt på at prøve at minde alle om, at vi ikke må miste berøringen med kristendommen, for det er den, der giver det enkelte menneske styrke og gør os bedre i stand til at passe på hinanden,' skriver hun.

Gennem ti levende kapitler kommer hun hele sin eksistensen rundt og hele vejen gennem Bibelen. Og det sker på en personlig måde, hvor hun hele tiden tænker over, hvordan netop troen på Gud rammer hendes liv ind og giver nogle rammer, hvori hun kan forstå sig selv.

Jeg tror, hun har siddet og skrevet hele bogen i maj måned ud i en lang køre. Der ikke mange vejrtrækninger undervejs. Og som læser er jeg med hele vejen for det er spændende. Hun inddrager en veninde, som er alt det, hun ikke selv er. For Sørine vedgår, at hun er konservativ. Så veninden er mærket af 68’generationen og er ven-streorienteret. Det bliver til vidunderlige samtaler og diskussioner.

Men det allerbedste i bogen er når hun nærmer sig troens liv, så må jeg næsten rejse mig op og gå lidt rundt, fordi jeg synes det er godt, selvom jeg ikke ved, om jeg her helt enig med hende. Jeg vil godt lade mig belære, som sagt. Og bliver det! Sørine er ikke et øjeblik i tvivl om at evigheden findes, at der er slags opgørelse af ethvert liv (en dom), at opstandelsen findes. Kun når evigheden er med, kommer der alvor i li-vet. Vores liv er et guddommeligt drama, hvor det handler om at lære sig selv at kende, som den fortabte søn gjorde, da han gik i sig selv.

'For den, der vender hjem, bliver modtaget, mens den, der bliver ved med at fare om-kring i det store selvbestaltede vildnis ikke igen vil blive forenet med sin Fader og skaber,' skriver hun.

Altså det er en vidunderlig bog. En guide til Bibelen, en guide til at tænke over sit liv og en guide til at tænke over efterlivet. Køb den og læs den! Der bør ligge i ethvert hjem.

Publiceret 30 August 2020 06:00