Det er her på grusbanen op til kunstgræsanlægget, at der påtænkes et klubhus mm. som mange borgere kan bruge i det daglige. Arkivfoto: Michael Wulff

Det er her på grusbanen op til kunstgræsanlægget, at der påtænkes et klubhus mm. som mange borgere kan bruge i det daglige. Arkivfoto: Michael Wulff

Syv millioner kroner til Oasen:

Men der er lige et par bump ...

HOGs fodboldformand er glad og alligevel ikke imponeret over udspillet fra byrådet, der skal sætte gang i projekt Oasen ved Haldum-Hinnerup-banerne

Af
Michael Wulff

HINNERUP "Først og fremmest er vi glade for, at byrådet har bevilget syv millioner kroner til et klubhus/aktivitetshus til HOG. Det ser vi som en klar anerkendelse af et behov, vi har gjort opmærksom på i efterhånden en del år."

Sådan lyder ordene fra HOGs fodboldformand Niels-Chr. Jönsson efter Favrskov Byråds præsentation af budgettet på et pressemøde tirsdag.

Her besluttede politikerne at afsætte syv millioner kroner i 2021 til 'at understøtte det videre arbejde med at realisere Hinnerup og Omegns Gymnastikforenings (HOG) vision om at etablere et kombineret klub- og aktivitetshus med omklædnings- og klubhusfaciliteter på idrætsanlægget ved Haldum-Hinnerup hallen,' som der står i referatet.

https://favrskov.lokalavisen.dk/nyheder/2019-06-23/-Fotos-En-stor-dr%C3%B8m-tager-form-ved-Haldum-Hinnerup-5246629.html

Urealistisk

Her står også, at HOG selv skal bidrage økonomisk med et beløb i nogenlunde samme størrelse, altså 7 millioner kroner.

"Vi har fra starten gjort det klart, at HOG selvfølgelig er indstillet på at skulle yde et ikke uvæsentligt bidrag til klubhuset/aktivitetshuset, men ikke et beløb af en sådan størrelsesorden. Det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre," siger Niels-Chr. Jönsson.

Og det får fodboldformandens smil til at stivne:

"Det er fuldstændig urealistisk, at HOG skulle kunne rejse sådan en sum, og det er, så vidt jeg ved, også uhørt i forbindelse med tidligere bevillinger til idrætsanlæg i kommunen."

"Skulle et flertal i byrådet mod min forventning fastholde det krav i det endelige budget, kan jeg kun sige, at så er det en totalt 'gratis omgang' med sådan en bevilling," siger Niels Chr. Jönsson.

https://favrskov.lokalavisen.dk/laeserbreve/2020-01-03/Der-er-brug-for-Oasen-7003514.html

Publiceret 04 September 2020 11:00