Arkivfoto.

Arkivfoto.

Bilen kørte i tomgang:

Pludselig sprang biltyv ind til mor og datter

En mand ville stjæle en bil på Elmevej i Hammel, men deri sad en mor med sin seks måneder gamle datter

Af
Christina S. Johansen

Hammel Det blev en noget anden morgen, end Michelle Brink Jensen havde forestillet sig, da hun onsdag klokken 8.10 satte sin seks måneder gamle datter ind i sin autostol for derefter at sætte sig ind ved siden af hende på bagsædet i bilen, der kørte i tomgang på Elmevej. Her ventede de på Michelles kæreste.

Det var dog ikke kæresten, som pludselig sprang ind på forsædet:

"Da vi havde ventet i omkring et minut sprang en fremmed mand ind på forsædet i en voldsom fart. Det virkede vildt og spontant - han var hurtig og bare klar til at køre afsted med det samme. Jeg fik råbt et eller andet af ham, så han blev forskrækket. Han sprang ud og spænede derfra i retning mod Neurocentret," forklarer Michelle Brink Jensen.

Og det kan ikke være én, som har taget fejl af jeres og sin egen bil?

"Nej, bilen holder i vores indkørsel - tydeligt på privat grund - så der er ingen tvivl om, at han har villet stjæle den," siger Michelle Brink Jensen, der beskriver manden som følgende: Kort, mørkt hår, en lang, mørk bluse, ingen jakke, mørke jogging-bukser eller arbejdsbukser og hvid i huden.

Ubehagelig oplevelse

Det er ikke just en morgen, som den lille familie kommer til at tænke tilbage på med glæde.

"Det var en grim oplevelse, for jeg var overbevidst om, at nu kører han med os. Kort forinden var jeg lige inde og hente noget i huset - så ville han være kørt afsted med min datter. Jeg kan næsten ikke tænke den tanke til ende. Jeg er lidt rystet ved tanken om, 'hvad nu hvis'," siger Michelle Brink Jensen.

Episoden er meldt til politiet, som patruljerede rundt i byen efterfølgende.

Publiceret 09 September 2020 11:50