Suganthan Thangarajah har haft Grillhuset i Hovedgård i ni år, og før det har han arbejdet i pizzeria i mange år. Så det er en erfaren herre, der står bag den nye grill i Voldby. Foto: CSJ

Suganthan Thangarajah har haft Grillhuset i Hovedgård i ni år, og før det har han arbejdet i pizzeria i mange år. Så det er en erfaren herre, der står bag den nye grill i Voldby. Foto: CSJ

Grillbar genopstår:

Snart er der igen grillmad i Voldby

Klassisk grillmad er på menuen i Voldbys nye grill, som inden længe skyder op, hvor den gamle Voldby Grill lå

Af
Christina S. Johansen

Voldby År efter år efter år har Voldby Grill stået tom hen og er forfaldet mere og mere.

Nu sker der imidlertid ting og sager på stedet. Faktisk er den gamle, slidte grill nu fortid. I torsdags blev resterne nemlig revet ned.

Og hvorfor så det? Ja, fordi en ny grill skyder op.

Det er Suganthan Thangarajah, som har kastet sig over opgaven at få en ny grill op at stå på Viborgvej 89A. Og han har rykket hurtigt - kun en uge efter overtagelsen var grillen helt væk.

"Og så er vores ansøgning om byggetilladelse lige på trapperne," fortæller Suganthan Thangarajah, som fortsætter:

"Lige så snart vi får tilladelsen, sætter vi en ny trævogn på syv gange fire meter op. Altså 28 kvadratmeter som er klar til brug. Den skal bare sættes op og kobles til."

Et tilfældigt møde

I forvejen driver Suganthan Thangarajah Grillhytten i Hovedgård ved Horsens - et gammelt sted med rødder tilbage til 70'erne. Han har haft stedet i ni år.

"Men nu er der usikkerhed om bygningerne, så lige nu ved jeg kun, at lejemålet eksisterer i to år - derefter er fremtiden usikker. Derfor vil jeg gerne have et nyt sted på plads allerede nu," forklarer Suganthan Thangarajah, som tilfældigvis kom forbi Voldby, da han besøgte en bilforhandler i området.

Her lagde han straks mærke til Voldby Grill.

"Og så tænkte jeg: 'Ja, hvorfor ikke'. Her kommer jo rigtig mange biler forbi hver dag," siger Suganthan Thangarajah, som selv bor i Viby.

Foreløbigt er han glad for den beslutning.

"For naboerne har kun været så positive og hjælpsomme - det gør bare, at vi arbejder endnu hurtigere," siger han.

Klassisk grillmad

Navnet på den nye grillbar ligger endnu ikke helt fast. Det gør menuen til gengæld.

"Det bliver klassisk grillmad. Og man kan forvente sig rigtig god mad og et sted, hvor der er styr på tingene," siger Suganthan Thangarajah, der selv kommer til at stå i grillen med nogle medhjælpere.

Åbningstiden bliver formentlig cirka fra middag til 20-tiden om aftenen.

Publiceret 16 September 2020 11:00

Foredrag i Ø. Velling Forsamlingshus