Præsten taler ud:

Aggressionsstøvsugning

Af
Eva Pedersen

sognepræst og akademileder

Klumme Der er mange måder at støvsuge på. Der er den grundige måde, hvor der bliver støvsuget helt ud i hjørnerne, bag alle flytbare møbler og selv spindelvævene i loftet bliver taget.

Der er den mere laissez faire måde, hvor man støvsuger de steder, der umiddelbart er til at komme til, eller så langt som ledningen nu rækker.

Det er selvfølgelig ikke sikkert, der er andre end mig, der kender teenagemåden at støvuge på, men her bliver der ikke kun støvsuget rundt møblerne, men også rundt om alt det, der nu kan ligge på gulvet i et teenageværelse.

På vores teenagers gulv, er det ikke så lidt endda, hvilket måske er det, der kan få selvsamme teenager til at konkludere, at det slet ikke er muligt at komme til at støvsuge og derfor helt lader være. Igen kan det være, at det kun er mig, der kender det, men der er endnu en måde at støvsuge på. Aggressionsstøvsugning.

Det foregår i et højt tempo og helt ud i kanterne. Møblerne bliver flyttet rundt med lidt mere larm, end egentlig nødvendigt og støvsugerrøret bliver muligvis banket lidt bevidst ind i væggen her og der. Her i huset anvendes den aggressive metode primært, når nogen prøver at gøre en anden opmærksom på at ”ja, så er det mig, der støvsuger igen!”.

Denne nogen anerkender, at det ikke er et særlig charmerende træk og på ingen måde heller konstruktivt eller særlig godt for noget som helst.

Men nogle gange bliver man bare så menneskeligt smålig og nøjeregnende. Jeg gør i hvert fald. Ikke mindst når det handler om rengøring. For jeg er virkelig ikke ret glad for at gøre rent. Jeg vil da meget hellere bruge tiden på noget sjovt. Derfor kan jeg godt blive nøjeregnende med, om jeg nu gør mere rent end min mand. Jeg burde holde mig langt væk fra den slags regnestykker. Også når det handler om rengøring. For de falder sjældent ud til min fordel. Men når de så engang imellem gør, føler jeg åbenbart alligevel, at det er vigtigt at gøre opmærksomt på det.

Denne her trang til at retfærdigøre sig selv, er ikke ret klædelig, men til gengæld meget menneskelig. Den er tit på spil i vores relationer med hinanden, hvad end det er i ægteskabet, i familien, på arbejdet, i træningscenteret eller hvor vi nu ellers møder hinanden.

Men i én relation er den ikke på spil. I vores relation til Gud. I betragtning af, at der ikke kunne være nogen, det er vigtigere at vise sine gode gerninger overfor, end Gud, er det egentlig paradoksalt.

For han kunne jo både komme efter os, hvis vi ikke gør gode gerninger nok, eller belønne os derefter, hvis vi er flittige med de gode gerninger. Der er bare det ved det, at Gud ikke bruger den slags regnestykker. Han møder os tværtimod med sit løfte om, at vi ikke skal gøre os fortjent til Hans kærlighed. Det storsind Gud møder os mennesker med, kan være en kilde til inspiration i vores relationer med hinanden. Det kunne spare os for trangen til at fremhæve os selv og hvad vi nu har gjort af gode ting. Det kunne spare os at skulle gå og regne efter, om vi nu er foran eller bagefter på point. Det kunne måske også få os til at se med lidt mildere øje på de andre og på os selv.

Og måske kan det endda få sådan en som mig til ikke at bruge flere lørdag formiddage på at aggressionsstøvsuge.

Publiceret 20 September 2020 08:00