De tre elever er Julie Sunn Jørgensen fra Egå, Lærke Thygesen fra Skødstrup og Ida-Marie Klüwer fra Hinnerup. Pressefoto

De tre elever er Julie Sunn Jørgensen fra Egå, Lærke Thygesen fra Skødstrup og Ida-Marie Klüwer fra Hinnerup. Pressefoto

Hinnerup-elev klar til finalen i DM i Erhvervscase

Ida-Marie Klüwer fra Hinnerup har sammen med to andre elever fra Aarhus Handelsgymnasium vundet en finaleplads i DM i Erhvervscase. De vil sætte gang i Brøndby IF’s talentudvikling med et fodboldakademi for unge i Trekantsområdet

Uddannelse Brøndby ligger vest for København, men fodboldklubben Brøndby IF skiller sig ud fra mange andre klubber ved at have fans spredt ud over hele landet.

Det synes tre midtjyske hhx-elever, at fodboldklubben skal bygge videre på i en langsigtet strategi for talentudviklingen.

En af eleverne er Ida-Marie Klüwer fra Hinnerup.

Skal længere ud i landet

"I vores erhvervscase tager vi fat på talentudviklingen, fordi netop salget af spillere har så stor en betydning for klubbens økonomi. Derfor foreslår vi en videreudvikling af Brøndbys talentudviklingsprogram Masterclass, så det bliver til en Masterclass 2.0," fortæller hun i en pressemeddelelse.

Idéen med den nye Masterclass er at komme længere ud i landet - både med talentspejdere og med selve talentudviklingen for unge i aldersgruppen 12-18 år.

"Vi foreslår, at Brøndby IF opretter et fodboldakademi for unge på en lokation i Trekantsområdet. Der skal være en form for kollegium tilknyttet, så unge fra hele området har mulighed for at bo på akademiet og både passe fodboldtræningen og deres skole eller ungdomsuddannelse," tilføjer Julie Sunn Jørgensen.

For at vække interesse for uddannelsen blandt de midtjyske unge og deres forældre er det dog vigtigt, at Masterclass 2.0 tilbyder noget andet og mere, end talenterne kan få i en lokal fodboldklub. I den forbindelse har de tre elever ladet sig inspirere af udenlandske klubber.

"Et af de områder, hvor danske klubber generelt ikke er så stærke, er den mentale træning af spillerne. Der er udenlandske klubber som hollandske AJAX betydeligt længere fremme i forhold til at udvikle spillernes psykiske robusthed og konkurrence-gen," siger Lærke Thygesen, som selv interesserer sig meget for fodbold.

Derfor kan et større fokus på den mentale del af sportsudøvelsen være et godt trækplaster for talenterne og deres forældre, mener de tre elever fra Aarhus Handelsgymnasium.

Fejres med reception

Sammen med et hold fra Herningsholm Erhvervsgymnasium i Herning repræsenterer de Region Midtjylland ved finalen i DM i Erhvervscase, der afholdes digitalt tirsdag 29. september.

Onsdag 30. september bliver danmarksmestrene fejret med reception og rundvisning på Brøndby Stadion, hvor bl.a. Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen deltager.

gs

Fakta

Om DM

i Erhvervscase

  • Hvert år dyster hhx-elever fra hele landet i at udtænkte innovative forretningsideer til en udvalgt virksomhed. I år er virksomheden fodboldklubben Brøndby IF. De regionale mesterskaber er netop afgjort – og otte hold er gået videre til finalen den 29. september.
  • Vinderholdet bliver efterfølgende fejret med en festlig reception og rundvisning på Brøndby Stadion med deltagelse af bl.a. Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen. Bag DM i Erhvervscase står Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Dansk Erhverv.

Publiceret 27 September 2020 11:00