SE GALLERI: Masser af træfigurer følger dig på ny cykelsti

Cykelturen er blevet lidt sjovere mellem Svenstrup og Hammel

Af
Christina S. Johansen

Svenstrup/Hammel For borgerne i Svenstrup er det kæmpestort, at der endelig er kommet en 1,8 kilometer lang, dobbeltrettet cykelsti mellem Svenstrup og Regnbueskolen i udkanten af Hammel.

"Det er 50 års kamp, der er ovre. Det har krævet rigtig, rigtig meget arbejde, og vi er vanvittigt glade for, at den nu er her. Den bliver også allerede brugt rigtig meget. Jeg bor lige ud til cykelstien og kan se, at cykel-trafikken er steget markant," fortæller Birgit Bach-Valeur.

Den store glæde over den nye 5,3 millioner kroner dyre sti skulle da markeres, mente Birgit Bach-Valeur, som tog initiativ til at få sat 20 træfigurer og fire bænke op langs stien.

I galleriet nedenfor kan du se et stort udpluk af de mange, flotte figurer.

Figurerne er fra en motorsavsworkshop i Svenstrup i forsommeren, hvor ni personer deltog.

"Vi var i tvivl, om vi ville få lov til at sætte figurerne op, men kommunens folk synes bare, at det var fedt, så lange at der var styr på sikkerheden," fortæller Birgit Bach-Valeur, som regner med, at egetræsfigurerne med træbeskyttelse vil kunne stå 10-15 år.

Ruten har hun døbt SkulpTuren.

FAKTA

Cykelstien indvies

  • Favrskov Kommune inviterer til indvielse af cykelstien 7. oktober kl. 16.00-17.30.
  • Tilmelding er nødvendig og skal ske til jegdeltager@favrskov.dk
  • Klokken 16.00: Cykeltur fra Svenstup til Regnbueskolen.
  • Klokken 16.15: Taler ved Anders G. Christensen, Nils Borring, Niels Bach-Valeur (cykelstisprojektet) og Birgit Bach-Valeur (skulpturerne).
  • Klokken16.45: Pizza fra Oles gård samt drikkevarer.
  • Klokken 17.00: Aktiviteter for børn.
  • Klokken 17.30: Arrangementet slutter.

Publiceret 30 September 2020 16:00