Gitte og Ole Krogh har samlet ind for Røde Kors i cirka 20 år. Pressefoto

Gitte og Ole Krogh har samlet ind for Røde Kors i cirka 20 år. Pressefoto

Ægtepar om indsamling:Tror på at hjælpe hinanden

Opfordrer andre til at melde sig til indsamling 4. oktober

Indsamling Hos ægteparret Ole og Gitte er der altid kryds i kalenderen den første søndag i oktober.

Her samler de ind for Røde Kors, og det har de gjort i cirka 20 år.

"Større arbejde er det jo heller ikke," lyder det fra Ole Krogh, tidligere skoleleder på Ulstrup skole. I cirka 20 år har han sammen med sin kone, Gitte, gået eller kørt Ulstrup-området tyndt i søgningen efter glade givere og mønter i indsamlingsbøssen.

Kun med få undtagelser såsom familiefester eller lignende.

Parret mener dog ikke, at det er noget særligt. For dem betyder det blot en hyggelig gåtur i den gode sags tjeneste.

Og de opfordrer gerne andre til at melde sig som indsamler, da det også giver mulighed for at møde mennesker i dit lokalmiljø.

Offerviljen er stor

Ægteparret Ole Krogh og Gitte Appel har været medlemmer af Røde Kors, så længe de kan huske.

Så da de flyttede til Ulstrup i 1990’erne, var det naturligt for den daværende formand at spørge dem, om de ikke havde lyst til at deltage i landsindsamlingen:

"Det kunne vi ikke sige nej til dengang, og det kan vi heller ikke i dag. Det er altid en hyggelig formiddag – som regel med godt vejr – hvor vi får hilst på folk i vores lokalområde. Det er stadig et godt formål. Og større arbejde er det altså heller ikke," fortæller Ole.

Ole og Gitte tror på idéen om at hjælpe hinanden. Og for dem er det en stor oplevelse at møde den offervilje, som eksisterer blandt byens borgere. Bl.a. møder de ældre mennesker, som står i vinduet og venter på, at indsamlerne skal komme og tage imod deres bidrag. Det gør også indtryk, når mennesker giver meget i forhold til, hvad de har.

Ægteparret værdsætter dog også den varme kop kaffe, som venter dem efter ruten er veloverstået. Her får de sig en hyggesnak med indsamlere i alle aldre, som med glæde deler ud af dagens erfaringer.

Fokus på udsatte børn

Årets Røde Kors landsindsamling har fokus på udsatte børn og voksne i Danmark og udlandet. Det indsamlede beløb går bl.a. til akut lægehjælp f.eks i forbindelse med COVID-19 eller til nødhjælp ved store katastrofer.

gs

Publiceret 02 October 2020 09:00