Lars Persson og Anders G. Christensen, der er formand for bestyrelsen i selskabet bag Sundhedshuset. Arkivfoto: Kian Johansen

Lars Persson og Anders G. Christensen, der er formand for bestyrelsen i selskabet bag Sundhedshuset. Arkivfoto: Kian Johansen

Ny Netto:

Glæde hos sundhedshuset og ejeren bag

Lars Persson glæder sig over, at missionen med at skabe rammer omkring Sundhedshuset er lykkedes med et nyt Netto på vej ved siden af

Af
Kian Johansen

Hadsten Apotekeren Lars Persson har kæmpet i flere år for at omdanne det tidligere butikscenter midt i Hadsten til et nyt sundhedshus.

Og nu er det tilmed lykkedes at trække Netto op ved siden af sundhedshuset.

"Det er en god dag, den har vi set frem til længe,"griner Lars Persson i telefonen.

"Nu er en del af rammerne omkring centret sikret med tilgangen af Netto og vores vision om at skaffe liv til Sundhedshuset og den nordlige del af Hadsten tættere på virkeligheden."

Tomt center

Det har ellers været op ad bakke at overtage størstedelen af Hadsten Centret, der i årevis var ejet af flere aktører og derfor styret og vedligeholdt på forskellige måder.

Og det er det til dels endnu, da beboerne i lejlighederne ovenpå ejer deres egne lejligheder, mens Lars Perssons LP Ejendomme ejer den ene halvdel af centret, mens den anden halvdel er ejet i partnerskab med blandt kiropraktorerne Pia og Anders Tromholt, samt fysioterapeut Karsten Høgh.

Der har været uforudsete problemer, sprængte vandrør, pludselig at skulle udarbejde en beredskabsplan, forskellige grader af vedligeholdte lejemål og standen af de udendørs områder der skulle bringes up to date.

Og der har været et sandt virvar af servitutter og regler, der skulle afklares, før der kunne findes løsninger.

Næsten fyldt op

Oveni det har det været en udfordring at finde nye sundhedsrelaterede lejere i Sundhedshuset. Den del er der dog styr på for tiden og størstedelen af centrets lejemål er fyldt op.

Næste udfordring kommer i 2021, hvor kommunens afdeling, Center for Vejledning og Afklaring har varslet, at de vil opsige lejemålet og flytte op på Vesselbjergvej.

Her er man i gang med at udvide administrationsbygningen. Den skal efter planen stå indflytningsklar i slutningen af 2020, mens en renovering og udvidelse af de nuværende lokaler vil stå klar i juli 2021.

Samtidig vil Nærpolitiet også rykke op i den nye administrationsbygning, bekræfter Favrskov Kommune.

Derfor skal der på sigt findes lejere til 650 kvadratmeter på førstesalen, hvor CVA holder til i dag og et lejemål, hvor politiet i dag har til huse.

"Vi så helst, at det var sundhedsrelaterede lejere i hvide kitler der flyttede ind, men lad os se, hvad det bliver til," siger Lars Persson der lige nu glæder sig over, at Netto kommer tæt på.

Publiceret 02 October 2020 08:00