Rudi Daugsch er født i Tyskland, men har siden 1985 boet i Selling nær Hadsten. Foto: Michael Wulff

Rudi Daugsch er født i Tyskland, men har siden 1985 boet i Selling nær Hadsten. Foto: Michael Wulff

70 år:

Rudi skyder rovfugle - med sin 800 mm linse

Rudi Daugsch har gennem tiden haft mange passioner - lige nu er det mord, vinylplader og fugle

Af
Michael Wulff

HADSTEN Når Rudi Daugsch triller afsted på de små veje øst for Hadsten, holder han skarpt øje med luften over sig.

"For det er ved de mindre trafikerede veje, at rovfuglene vil være at finde. Og når du ser én, så skal du være klar med kameraet," fortæller han, der 12. oktober fylder 70 år.

”Derfor ligger det altid på sædet lige ved siden af, men kunsten er at få bilen ind til siden uden, at rovfuglen siver væk,” siger den snart erfarne fuglefotograf.

Selvom han nu fylder 70, føler han i god form.

"Udover lidt problemer med ryggen, som min kiropraktor Pia tager sig af fire gange om året, så går det fint,” siger han, da vi mødes på Lokalavisen Favrskovs redaktion.

Rudi Daugsch blev født i Essen det tyske Ruhrdistrikt i 1950. Faren var tysk, moren dansk fra Vissing Øbygård.

Står og slår

Familien flyttede til Danmark og slog sig ned i Lystrup, hvor Rudi fik sin opvækst på Elsted Skole, hvor han spillede både fodbold og i skoleorkestret.

I 2004 blev Rudi portrætteret i bladet HØST i Hadbjerg, hvor han i klummen Gadespejlet blev citeret for at sige: Spille og spille, tja, jeg var målmand, hvor man ’står’ – i orkestret ’slår’ man tromme.

Speciel målmands-psyke

Rudi kom på Houlbjergs 1. hold – igen som målmand.

”At være målmand kræver en speciel psyke. En angriber kan brænde en chance, men kikser du som målmand, kan du sælge hele kampen.”

Forældrene var på det tidspunkt flyttet til Kløvermarksvej i Hadsten. Rudi skiftede sin hybel på Trøjborg ud med et hus i Selling i 1985. Her har han boet lige siden.

En af hans store passioner er vinylplader. Rudi Daugsch overtog formandstjansen i Vinyllens Venner Favrskov, da Alex Damsted døde i december 2017. En af hans egne favoritter er den græske sangerinde Vicky Leandros, som vandt Det internationale Melodi Grand Prix i 1972.

”Med sangen Après Toi,” siger Rudi på fransk.

Den anden store passion for Rudi er Højbjerg-mordet i 1967, hvor Marie Lock-Hansen blev skudt i privaten. Et mord, der fortsat er en stor gåde.

Mødes på mordstedet

”Hvert år – på dagen for mordet 10. november – mødes vi nogle stykker derude ved villaen. Sidste år viste jeg forfatteren Christine Jønck rundt. Hun udkommer med en bog 10. november, og jeg bliver vist omtalt i bogen,” siger Rudi.

Han har deltaget i kurser om netop dette mord, og har selvfølgelig en teori om motivet, der aldrig er blevet klarlagt.

”Det handlede om spionage, tror jeg. Men vi kan ikke komme det nærmere.”

Kører til Helgenæs

Rudi Daugsch interesse for at fotografere rovfugle er genopstået fra ungdommen. Han har i mange år leveret billeder fra masser af arrangementer og lavet lokalradio, men nu er det mest fuglene, som trækker i ham.

”Jeg kører ud til General Ryes Skanser på Helgenæs, hvor vi mødes nogle stykker for at holde øje med rovfuglene. Så sidder vi og venter i vores campingstole fx. på hvepsevåger, som kan komme i større antal fra Samsø, når vejr og vind vil det. Men i år har det været et ringe år,” siger Rudi, som er medlem af facebook-gruppen 'Rød glente i Østjylland.'

Her bliver der holdt øje med alt, hvad basker med vinger og rører sig ovenover os.

Selve dagen bliver fejret dagen forinden, søndag 11. oktober.

"Vi mødes 20 stykker hos Flemming på Pøt Mølle. Ham kender jeg fra radioarbejdet."

Publiceret 08 October 2020 19:00