Privat er Else Kruse gift, parret har tre børn. ”Vores datter på 14 år er begyndt på Søndervangskolen, vores søn på 20 er begyndt på uddannelsen til folkeskolelærer og vores datter på 22 læser jura i Aarhus.” De to sidstnævnte er flyttet hjemmefra, men har let ved at komme til hjem til præstegården i Hammel. ”Der er jo timedrift på bussen, som holder lige derovre på busstationen.”

Privat er Else Kruse gift, parret har tre børn. ”Vores datter på 14 år er begyndt på Søndervangskolen, vores søn på 20 er begyndt på uddannelsen til folkeskolelærer og vores datter på 22 læser jura i Aarhus.” De to sidstnævnte er flyttet hjemmefra, men har let ved at komme til hjem til præstegården i Hammel. ”Der er jo timedrift på bussen, som holder lige derovre på busstationen.”

Ny præst i Hammel:

Glæder sig til samarbejdet

Else Kruse Schleef er flyttet ind i præstegården i Hammel

Af
Michael Wulff

HAMMEL Det er noget af en opgave, som Hammels nye sognepræst har kastet sig over.

"Jeg startede 31. august og har indtil nu haft syv begravelser, udskudte bryllupper og to forsinkede konfirmationer på grund af corona-pandemien," fortæller 49-årige Else Kruse Schleef.

Men hun ser ud, som om hun nyder sin tilværelse, da vi mødes i Tinghuset lige bag Hammel Kirke.

"Det gør jeg også. Især fordi arbejdet består i et samarbejde med de tre forskellige sogne Hammel, Voldby og Lading. Da jeg så opslaget om ’at menighedsrådene som målsætning har, at arbejdet er båret af glæde med pastoratet som et hele,’ var jeg ikke i tvivl. Det måtte jeg høre nærmere om,” fortæller hun.

Else Kruse Schleef kommer med en baggrund som sognepræst i den moderne Vestervang Kirke fra 1970 i Viborg og inden da, en tilværelse som sygehuspræst i Skive og præst i Vestfjends Pastorat længere vestpå.

"Jeg besøgte de tre menighedsrådsformænd i Hammel, Voldby og Lading den 5. maj. Der var god afstand mellem os," siger hun med et smil og henvisning til corona-tiltagene.

"Det var inden, jeg skrev min ansøgning. De tre formænd havde tilrettelagt møderne, så jeg havde god tid til en snak og til at komme fra det ene sted til næste. Og så var jeg ikke længere i tvivl. Det embede måtte jeg søge."

"Jeg var begyndt at savne de historiske kirker, som de tre her i området er. Og her er lidt mere land og by, det sætter jeg pris på."

Kiggede i Lokalavisen

Noget af det første, som Else Kruse gjorde, da hun flyttede ind i præstegården ved Hammel Kirke, var at slå op i de lokale aviser.

"Her kan du lære rigtig meget om et samfund, du ikke kender: Hvilke butikker, sælger hvad. Det står i annoncerne. Jeg fandt også en historie om bageren i Hinnerup, og så kan man følge med i, hvad der rører sig i tiden," siger hun.

Foto af konfirmander

Else Kruse Schleef fik hurtigt brug for at sætte ansigter og navne sammen.

"Med to konfirmationer og kun to-tre gange til at møde konfirmanderne, var det vigtigt for mig at få taget nogle billeder af de unge, så jeg kunne konfirmere de rigtige og få sagt de rigtige ord.”

Else Kruse har været ude i flere hjem forud for de kirkelige handlinger.

"Jeg har allerede haft fire dåbssamtaler. Og når jeg kommer ud, så er jeg ikke ny, føler jeg, men blot en af de mange andre præster, som har haft embedet her. Du træder jo ind i rækken."

"Kan du finde rundt"

Som ny sognepræst bliver du også hjulpet på plads, mener hun.

”Jeg er blevet utroligt godt modtaget. Kan du finde rundt, spørger de, når jeg kommer ud i de private hjem. Og så fortæller de gerne lidt om Hammel og deres slægt. Der er en stor velvilje over for den, som har kjolen.”

Ude på kirkegården går kirkegårdspersonalet og holder gravsteder og stier vedlige.

"Det er en meget besøgt kirkegård. Det kan jeg se fra mine vinduer. Og det, at de tre sogne har fælles kirkegårdspersonale og nogle meget dygtige kirkemusikere, har en stor værdi.”

Der skal være tre præster til de tre sogne. I øjeblikket er der samtaler for at få den tredje præst på plads. Vedkommende skal bo i den nye præstebolig, et nul-energihus, i Lading. Maibrit Billesø Rasmussen, der kom til for et par ås siden, er også med i kollegiet af præster.

Publiceret 11 October 2020 11:00