Viola Skov, Laura Birk, Rebecca Holm Nielsen, Noah Henriksen og Line Frøslev foran en lille del af den store udsmykkede væg på Regnbueskolen. Foto: CSJ

Viola Skov, Laura Birk, Rebecca Holm Nielsen, Noah Henriksen og Line Frøslev foran en lille del af den store udsmykkede væg på Regnbueskolen. Foto: CSJ

De svømmer med kunst-strømmen på Regnbueskolen

Regnbueskolens 153 elever har forskønnet deres skole

Af
Christina S. Johansen

Hammel Eleverne på Regnbueskolen har det som fisk i vandet. Eller i hvert fald har de alle lavet hver deres fisk - tegnet, malet og dekoreret - som nu pryder den store væg i skolens nye tilbygning.

I sidste uge var der "fernisering" på det fine værk, som kunstner Line Frøslev har hjulpet til med.

Samtidig blev det fremhævet, at værket kun er en lille del af det store engagement, som eleverne netop hart lagt i at forskønne deres skole.

De har nemlig desuden lavet insekthoteller, fjernet ukrudt, ryddet op, lavet udendørs mølle/dam-spil, malet borde og bænke, renoveret skolens Ole Lund Kirkegaard-figurer, renoveret cykelskuret, lavet havemøbler og plantekasser, sat hegn op udformet som blyanter i regnbuens farver og udsmykket taburetter.

Så alle, store som små, har været i fuld sving.

"Det har været sjovt. Og fedt at være med til at lave noget, som skal være her i mange år," siger Viola Skov, som får i 6. klasse.

Hun har været med til at male store cirkler på væggen, hvoromkring fiskene svømmer i stimer.

"Jeg synes også, at sådan et forløb er godt, fordi vi knytter et bedre bånd til hinanden ved at arbejde sammen på tværs," tilføjede Laura Birk, som også går i 6. klasse.

For de lidt mindre elever Rebecca Holm Nielsen (3. klasse) og Noah Henriksen (2. klasse) lyder det samstemmende at "det har været rart at kunne hjælpe til."

Stimen symboliserer flok

At det lige blev fisk, som skulle pryde de meget store vægge i tilbygningen, var Line Frøslevs idé:

"Idéen opstod i mødet med rummet, og så ville jeg jo også gerne lave noget, som alle eleverne kunne bidrage til," siger Line Frøslev.

"Der er også mange fine ordspil bygget på fisk: At svømme med og mod strømmen, at være en fisk i vandet. Det kan give nogle gode snakke. Desuden synes jeg, at fiskestimen på en fin måde repræsenterer det at være en del af en flok og et fællesskab," fortsætter Line Frøslev, som faktisk selv har arbejdet på Regnbueskolen i otte år fra 1999-2007.

Et ønske i mange år

Den megen udsmykning både udendørs og indendørs skyldes, at skolen og dens 153 elever nu er på plads i sine 525 nye kvadratmeter.

Det hørte sig ligesom til med noget flot "som øjnene kan vandre på," siger skoleleder Flemming Godthaab Sørensen.

Han forklarer, at man allerede i 2012 gik i gang med at arbejde på at kunne udvide skolen.

"Vi kunne godt se, at vi ville få brug for mere plads. Eksempelvis var det et krav, at vi havde et større køkken. Samtidig vil vi jo gerne blive ved at være en attraktiv skole, så vi har noget at lokke med," siger skolelederen.

Problemet dengang var bare, at ingen kreditforeninger ville låne skolen penge.

Den holdning ændrede sig først for et par år siden, og så tog planerne fart.

Første spadestik blev taget i august sidste år, og før sommerferien i år blev lokalerne taget i brug.

Der er tale om et stort fællesrum, hvor eleverne eksempelvis spiser sammen og har indegymnastik, dertil et musiklokale, et rum til lærerenes forberedelse, tre toiletter og et depot. Alt sammen til den nette sum af otte millioner kroner.

Artiklen fortsætter under billedet

Maler-holdet, som stod for at lave store og små cirkler på væggen. Foto: Regnbueskolen

Maler-holdet, som stod for at lave store og små cirkler på væggen. Foto: Regnbueskolen

Dejligt med mere plads

Eleverne har syntes, at det var sjovt at følge byggeprocessen, og de nyder de nye, større rammer:

"Det er gået hurtigt, og nu er det vildt at tænke på, at vi overhovedet har kunnet være på mindre plads," siger Viola Skov, mens de små elever nu synes, at der godt kunne være endnu mere plads til udfoldelse - ligesom en udendørs svømmehal også bliver nævnt. Ideen er hermed givet videre.

Publiceret 15 October 2020 19:00