Billederne på tæppet fortæller bibelens historier fra skabelsen til Johannes åbenbaring. Der er 54 billeder. Pressefoto

Billederne på tæppet fortæller bibelens historier fra skabelsen til Johannes åbenbaring. Der er 54 billeder. Pressefoto

Præsteklummen:

Fællesskaber i corona-tider

Her får du ugens præsteklumme. Denne gang skrevet af Janø Fanø, der er sognepræst i Søften-Foldby

Af
Jane Fanø

sognepræst i Søften-Foldby

præsteklumme Fællesskaber kan vi finde alle steder. Heldigvis også i en corona-tid, selvom mange af vores sædvanlige fællesskaber er udfordret af restriktioner og retningslinjer. Vi finder på nye måder at være fælles om noget gammelt på. Nye måder at være sammen, når vi helst skal holde afstand. For vi skal jo passe på os selv og hinanden. Vi skal passe på vores fællesskaber, også selv om det betyder, at vi må have dem med restriktioner og begrænsninger eller på afstand. Og det kan vi, paradoksalt nok, ikke gøre alene. Det er vi nødt til at gøre sammen. For vi kan sagtens have fællesskab på afstand, men vi kan aldrig have det alene.

Og vi er ganske opfindsomme når det kommer til nye måder at have fællesskaber på. Det ser vi over hele landet, ja hele verden, som jo deler vores vilkår. Vi vasker og spritter af. Vi holder afstand. Vi mødes i mindre grupper. Eller digitalt. Mange af os har fundet ud af, at vi kan bruge vores mobiler til også at se dem, som vi taler med. Vi mødes udenfor. Taler over vejen eller hækken. Vi tilpasser os.

Også i kirken finder vi nye måder at gøre det meste på. Vi snor os ligesom resten af samfundet for at bibeholde samhørigheden med hinanden. Vi tilpasser os også. Og det gør vi netop fordi, vi sætter fællesskabet forrest.

I Søften og Foldby har vi de sidste fire år haft et fællesskab bestående af fem kvinder fra sognene. De har syet på et fortælletæppe. Tæppet var oprindeligt tænkt til at blive brugt i kirken, når der var besøg af børn. Men projektet voksede, og undervejs fandt vi derfor også ud af, at tæppet ikke blot skulle og kunne bruges til de mindste børn, men således at alle aldersgrupper skulle få glæde af det.

Billederne på tæppet fortæller bibelens historier fra skabelsen til Johannes åbenbaring. Der er 54 billeder.

På billedet i midten er der en åben bibel. Det er herfra, historierne strømmer. Rundt om den åbne Bibel er der børn. Mange børn. Alle mulige børn, der alle sammen lytter til de samme fortællinger. Børnene er lige så mangfoldige som vi er i den virkelige verden. De er mørkhårede. Lyshårede, rødhårede, korthårede, langhårede og er derfor et tydeligt billede på, hvem bibelens beretninger er fortalt for. Nemlig os alle sammen. Bibelens historier forener nemlig os alle. Der er ikke forskel på, hvem vi er, hvordan vi er, eller hvor vi er. Historiernes betydning er for alle, der vil lytte. For kristendom er fællesskab. Derfor kommer tæppet til at hænge i Søften-Foldby sognegård, så alle kan få glæde af det. Det bliver i sin helhed afsløret 1. søndag i advent og vi arbejder på at finde en corona-venlig måde at gøre det på, så alle der har lyst til at komme og se det, kan.

Publiceret 18 October 2020 06:00