Det fine gadekær med bænkeborde m.m. bliver først officielt indviet til foråret, men står allerede nu klar til fri afbenyttelse.

Det fine gadekær med bænkeborde m.m. bliver først officielt indviet til foråret, men står allerede nu klar til fri afbenyttelse.

Gadekærsprojekt i Aidt er nu færdigt

Selvom Aidt-projekt er færdigt nu, er indvielsen udsat til foråret

Gadekær De sidste weekender i september blev der endnu engang lagt frivillige timer i at færdiggøre gadekærsprojektet i Aidt.

"Hele 13 måneder har det taget fra vi startede op, og der er blevet lagt mange frivillige timer i forskønnelse af gadekæret. Ja, det er helt sikkert tættere på 1000 timer end på 500, og der har været mere end 30 frivillige i gang undervejs. Det er mere end 10 procent af byens indbyggere - godt gået," lyder det fra projektleder Henrik Støvring i en pressemeddelelse.

Donation fra bank

Kronen på værket blev sat med opstilling af nye bord-bænkesæt og en svinggrill. Det blev stort set betalt med en donation fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond, der havde bevilget 4.000 kr. Pengene blev overrakt af Tina Susanne Nordsted, der er afdelingsdirektør i Sparekassens Hammel afdeling.

I sin tid blev projektet igangsat efter en bevilling fra Landsbyrådet på 75.000 kr., og efterfølgende har projektet nydt godt af gode rabatter fra XL Byg i Thorsø, og et godt fleksibelt samarbejde med Jens Dyhr, der er den lokale anlægsgartner fra området.

"En stor besparelse i projektet blev høstet, da det viste sig, at vi fik lov til at få otte lamper, der for mange år siden blev købt til belysning rundt om Søndersø i Viborg – de havde været i reserve og blev nu endelig taget i brug," siger Henrik Støvring, der fortsætter:

"Men ellers er det de mange frivillige, der har gjort det muligt at gennemføre projektet. Det viste sig også hurtigt, at der findes lidt forskellige maskiner i lokalområdet, der - vupti - bliver sat i sving i fællesskabets interesse, når først der bliver kaldt til samling. 1000 tak for det." Det har så medvirket til at frigøre energi til at gå efter nogle af de forbedringsforslag og gode ideer, der kom på banen, så snart projektet var i gang.

Leif - god til sten

"Når først processen er i gang, så kan man se og fornemme ting, der kan gøre resultatet endnu bedre. Og det er det blevet. Og det har også gjort det til et mere levende og fælles projekt," fortæller projektlederen..

"Leif 'gadekær' (sådan står der i min mobil) er god til det med sten. Heldigvis sagde han ja til at rette stenene til hele vejen rundt langs kanten af gadekæret. Så efter rigtigt mange timer med den ene støvle i vandet fik han lagt en stor del af stenene om, så de nu ligger så flot, så flot," siger en begejstret Henrik Støvring.

Klar til brug

Oprindeligt skulle indvielsen være foregået sammen med festlighederne i forbindelse med 100 året for genforeningen med Sønderjylland, idet der er sat en flot mindesten ud mod vejen. Covid-19 satte dog en brat stopper for større festligheder.

"Nu er planen, at vi giver den gas for de frivillige og byen i øvrigt til foråret, når der igen bliver sol og varme. Så skal der grilles og hygges i de nye dejlige omgivelser ved gadekæret i Aidt," fastslår han.

Gadekæret med svinggrill og bord-bænkesæt er til fri afbenyttelse for alle.

"Kig endelig forbi og nyd det," lyder opfordringen fra Henrik Støvring.

gs

Publiceret 19 October 2020 11:00