For enden af vejen i midten af billedet ligger det gamle lægehus, som opoldsstedet Kanonen ville rykke ind i. Foto: Wulff

For enden af vejen i midten af billedet ligger det gamle lægehus, som opoldsstedet Kanonen ville rykke ind i. Foto: Wulff

Voldum-borgerne har sejret:

Kommunen siger nej til Kanonen

Det mødte massiv kritik, da det kom frem, at opholdsstedet Kanonen ville rykke ind i centrum af Voldum, som i forvejen huser to opholdssteder. Nu har kommunen tilsyneladende lyttet og sagt nej til planen

Af
Christina S. Johansen

Voldum Fredag eftermiddag skete der en udvikling i sagen om opholdsstedet Kanonen og dennes ønske om at flytte ind midt i Voldum.

Således tikkede der en mail ind i Lokalavisen Favrskovs indbakke med den for Voldum-borgerne dejlige ordlyd:

"Jeg kan oplyse, at kommunen i dag har givet afslag på landzonetilladelse til etableringen af værested/botilbud på adressen Voldum-Rud Vej 1A," skriver Jens Bønnelycke Vestergaard, der er landzone- og byggesagsbehandler.

Voldum-borgernes massive kritik af Kanonens plan, med blandt andet en underskriftsindsamling med over 300 signaturer, er altså tilsyneladende blevet hørt. Derfor er det da også en lettet formand for Voldum Lokalråd, som Lokalavisen får fat i over telefonen:

"Sådan! Ej, hvor er det dejligt. Sikke da en lettelse!" Lyder den meget spontane glæde fra Holger Bjerregaard.

"Så har kommunen alligevel hørt på borgerne. De har hørt vores bekymring. Hvor er det dejligt, at det kan lade sig gøre. Vi hører jo tit det modsatte. Nu er jeg da spændt på at høre, om det er alle vores høringssvar, som har gjort udslaget," fortsætter formanden.

Massiv kritik

Voldum-borgernes kritik gik blandt andet på, at placeringen på Voldum-Rud Vej 1A er lige i centrum af byen. Desuden pegede man på, at byen i forvejen huser to opholdssteder.

"Så vi synes ærlig talt, at byen HAR taget nok ansvar," sagde Holger Bjerregaard dengang.

Desuden var borgerne meget utilfredse med den måde, som processen har været i forbindelse med at informere lokalsamfundet om planen.

Der var nemlig kun sendt høringsmateriale ud til de allernærmeste naboer - de lokale har kun fundet frem til fem husstand, som har modtaget materialet.

"Det bekymrer mig, at jeg skal høre sådan noget på vandrørene. Det er da ikke fair!? Hvorfor er der ikke meldt klart ud til hele byen? Jeg føler lidt, at man forsøger at lempe det ind ad bagdøren. Lad os nu få en dialog i gang," sagde den lokale borger Claus Hansen til Lokalavisen for tre uger siden.

Lokalavisen Favrskov følger op på sagen på mandag.

Publiceret 23 October 2020 16:54