Her har været postcenter og reception for autofirmaet inde ved siden af. Nu skal der klippes hår. Foto: Wulff

Her har været postcenter og reception for autofirmaet inde ved siden af. Nu skal der klippes hår. Foto: Wulff

Kendt frisør

: Michelle er flyttet ind til Hammel

Efter tre år med saksen i Haurum, er HairByUlriksen åbnet i Hammel

Af
Michael Wulff

HAMMEL "Nå, der går Dennis, han må lige have et vink. Ja, det er ham, der har Favrskov Autocenter inde ved siden," forklarer Michelle Ulriksen, der i ugen lige efter efterårsferien åbnede sin frisørsalon HairByUlriksen på Norgesvej 3a i Hammel.

"Jeg har heller ikke blændet døren af ind til værkstedet. Det er så hyggeligt, at du lige kan stikke hovedet derind. Og jeg spiser frokost med drengene. Så jeg er ikke alene – jeg har jo også kunderne."

Skiller sig klart ud

Vi er i et af Hammels industrikvarterer, men det er helt bevidst, fortæller Michelle, som allerede har fået sin kalender fyldt op tre uger frem på eftermiddagstider.

"Har du salon i gågaden, skiller du dig ikke ud mellem alle de andre forretninger. Her kommer folk bare kørende og kan parkere nemt."

Fra Haurum til Hammel

Michelle Ulriksen har de sidste tre år været frisør i Haurum hos May i salon Frisør M, hvor hun selvstændigt har haft sin plads. Nu var det tid at rykke mod Hammel, følte hun.

"Det er min drøm, det her. Vi bor i Hammel, mange af mine kunder kommer fra Hammel og har taget fantastisk imod mig. Og nu kan ungerne selv cykle herover for at blive klippet, når de har fri fra skole. De behøver ikke vente på, at mor kommer hjem kl 17 og kan køre dem."

Salonens navn HairByUlriksen fandt Michelle selv på.

"Jeg ringede til en veninde og spurgte om råd. Hun sagde ja med det samme, men har du tænkt på skriften, spurgte hun så. Der er godt nok mange ting at tænke på, når du skal være selvstændig for alvor."

"Forleden kom en kunde og spurgte, om jeg var i familie med Fru Ulriksen, som engang var lægesekretær i lægehuset i Østergade. Ja, det er Peters (Michelles mand, red.) farmor. Det grinede vi af."

Tidligere postcenter

Lokalet har også været en del af det tidligere postcenter, som holdt til, hvor bilerne nu holder på værksted.

"En anden kunde fortalte, at hun som postansat havde spist frokost, hvor jeg nu har salon."

Og for lige at vende tilbage til ’drengene inde ved siden af’ fra Michelles dagligdag nu.

Bliver de også klippet her, vil vi gerne vide?

"Ja – dem af dem, som har hår," skraldgriner den nye frisør på Norgesvej i Hammel.

FAKTA

HairByUlriksen

Indehaver Michelle Uriksen, 35 år, gift med Peter, børnene Anthon på 7 og Alma på 3 år

Åbnede salonen på Norgesvej 3a, mandag 19. oktober 2020

Publiceret 29 October 2020 11:00