Hundredvis af børn og voksne gæster hvert år byernes juletræstændinger. I år er traditionen anderledes. Men træerne skal nok blive tændt. Arkivfoto: CSJ

Hundredvis af børn og voksne gæster hvert år byernes juletræstændinger. I år er traditionen anderledes. Men træerne skal nok blive tændt. Arkivfoto: CSJ

Det BLIVER jul, men julehyggen vendes på hovedet

Hundredvis af børn og voksne gæster hvert år byernes juletræstændinger. I år er traditionen anderledes. Men træerne skal nok blive tændt...

Af
Christina S. Johansen

Julerier 2020 har i den grad været et år ud over det sædvanlige. Vi kommer da heller ikke uden om, at også julen på forskellig vis vil blive ramt i år. MEN julen og julehyggen skal nok indfinde sig - også i år! Sådan lyder forsikringen fra kommunens tre største byer.

"Julemanden har allerede sendt os en hilsen. Og han vil gerne komme og tænde vores juletræ. Han er dog lidt bange for at blive smittet med corona, da han jo skal være frisk, så han kan nå rundt til alle børn inden jul. Derfor tænder han lyset i hemmelighed en gang i løbet af november. Så sørger vi for at filme det, og viser det så på Hadsten Handels Facebook-side 19. november," forklarer blomsterhandler Lars Simonsen, som sidder i byens juleudvalg.

En stolt tradition

Julemanden har også fundet plads i sin travle kalender til at give Hammel Handel et kald.

"Ja, vi har talt med ham, og han kan godt finde tid til at tænde vores træ på et hemmeligt tidspunkt. En masse børn plejer jo at hjælpe ham med at få det tændt, så måske kræver det lidt flere forsøg for ham i år," siger Allan Bo Andresen, som er event-koordinator i Hammel Handel.

"Vi er jo så heldigt stillet, at mellem 500-700 børn og tilsvarende antal voksne lægger vejen forbi til vores normale juletræstænding. Det er virkelig en mangeårig, stolt tradition, og vi er rigtig kede af, at det ikke kan lade sig gøre i år, men det er der jo ikke noget at gøre ved," fortsætter event-koordinatoren.

Den famøse slikpose

Hvis nogle børn skulle ske at læse med i artiklen her, så er der nok én ting, som de er særligt nysgerrige på.

"Den famøse slikpose," som Allan Bo Andresen kalder det.

Og ja, også i år er der tænkt på de små slikmunde - men på forskellig vis.

"Vi forventer, at julemanden godt kan presse nogle besøg ind i Hammel i weekenderne i december. Så vil han gå rundt i byen og dele slikposer ud til børnene - og i år bliver poserne nok lidt større og selvfølgelig corona-sikre," siger Allan Bo Andresen.

I Hadsten skal børnene yde lidt for at gøre sig fortjent til godterne, forklarer Lars Simonsen:

"Alle børn kan lave et stykke julepynt og så aflevere det hos Hadsten Optik inden 5. december, så vil de få én pose hver. Julepynten vil vi så hænge på et træ i Kulturhuset Sløjfen. Desuden trækker vi lod om tre snolder-pakker blandt børnenes pynt."

Hinnerup er i tænkeboks

Også i Hinnerup er der tænkt på både juletræstænding og slikposer til børnene, men formen på begge dele er endnu ikke helt på plads.

"Vi vil faktisk spørge borgerne på vores Facebook-side, Hinnerup Handel, hvad de synes kunne være en god, alternativ måde at gøre tingene på. Altså efterlyse nogle kreative idéer, så de lokale også føler sig hørt i processen," siger Christian Montez, formand for Hinnerup Handel.

Endelig lyder den dybtfølte bøn fra alle tre handelsstandsforeninger:

"HANDL LOKALT TIL JUL!"

Lars Simonsen tilføjer:

"Det er om muligt endnu vigtigere i år med den lokale opbakning. For det har vi eddersparkeme brug for!"

Publiceret 05 November 2020 19:00