Peder Helbo, som er formand for Hammel Tennisklub, glæder sig over tennisklubbens nye tilbud. Foto: CSJ

Peder Helbo, som er formand for Hammel Tennisklub, glæder sig over tennisklubbens nye tilbud. Foto: CSJ

Padeltennis er på menuen i Hammel allerede fra maj

En padeltennis-bane er undervejs i Hammel, hvor tennisklubben har fået tilladelse til planen

Af
Christina S. Johansen

Hammel Hammel Tennisklub har søgt om tilladelse til at etablere en padeltennis-bane på det kommunale tennisanlæg i Hammel. Padeltennis eller bare 'padel' er en blanding mellem tennis og squash.

Håbet og målet er, at banen kan medvirke til at øge aktiviteterne for klubbens medlemmer, forlænge sæsonen og være med til at fastholde medlemmerne i tennisklubben. Håbet er da også, at banen ligefrem vil give medlemsfremgang i klubben.

Tennisklubben ønsker at etablere padelbanen på det areal, hvor der i dag er placeret en minitennisbane. Med den valgte placering skal klubben flytte en slåmur til en af de øv

rige tennisbaner, og et hjørne af padelbanen vil være tættere på stien mellem fodboldbanen og tennisanlægget end i dag.

Prisen for at etablere en padelbane er 450.000 kroner, som klubben selv finansierer.

Skal selv varetage driften

Den idé synes Kultur- og Frtitidsudvalget i Favrskov Kommune godt om, derfor kan Hammel Tennisklub nu arbejde videre med planerne.

"Børn og Kultur vurderer, at padelbanen kan være medvirkende til at udvikle Hammel Tennisklubs tilbud og aktiviteter for medlemmerne og være attraktiv for nye medlemmer. Det vurderes, at tennisklubben har valgt den bedst egnede placering til padelbanen," lyder det fra udvalget, som dog også slår fast, at det er et krav, at planen realiseres helt uden økonomisk medvirken fra Favrskov Kommune - og at projektet først sættes i gang, når det er fuldt finansieret.

Det vil sige, at Hammel Tennisklub selv ender som ejer af banen, selv skal finansiere anlægsudgifterne og selv varetage den efterfølgende drift og vedligeholdelse.

Nemmere end tennis

Netop finansieringen er formanden for tennisklubben meget optimistisk omkring:

"Jeg tror på, at budgettet er på plads, måske allerede inden året er omme. Og så er målet, at banen kan stå klar allerede 1. maj, hvis der ikke opstår alt for mange uforudsete ting," siger Peder Helbo.

Han glæder sig over, at det nye tiltag i klubben nu kan blive realiseret:

"Det er da så fedt! Det er jo sådan, at almindelig tennis er vanskeligt at komme i gang med, for det kræver nogle grundlæggende færdigheder. Man er nødt til at gå til træning og have tålmodighed, og så efter et-to år opdager man, hvor sjovt det faktisk er. Hvis ikke man giver det tid og går til træning, så ender man hurtigt med bare at samle bolde op, og det er jo ikke skægt. Samtidig er tennis kun sjovt, hvis man spiller mod en på samme niveau som en selv. Derfor kan det være svært at fastholde nybegyndere i tennis," siger formanden og tilføjer:

"Men alt dette er anderledes med padeltennis. Det er meget nemmere at komme i gang med, og man har det skægt med det samme - og det er jo det drivende."

Desuden er sæsonen længere med padeltennis, som spilles på kunst-underlag. Hvor tennis løber fra 1. maj til cirka 1. oktober, er sæsonen en-to måneder længere i hver ende for padeltennis - og er det en mild vinter, kan der også spilles vinteren igennem.

FAKTA

Padeltennis

  • Padeltennis eller blot padel kan bedst beskrives som en blanding af 80 procent tennis og 20 procent squash.
  • Banen er 10 gange 20 meter og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet.
  • Spilles både inden- og udendørs.
  • Er nemmere og hurtigere at lære end nogen anden ketcher sport og kræver mindre styrke og teknik end andre sportsgrene, hvilket gør det lettere for børn og begyndere.
  • Spilles altid af fire spillere.

Publiceret 13 November 2020 13:00