Afonso Waco ved Lilleåen i Hadsten. Foto: Michael Wulff

Afonso Waco ved Lilleåen i Hadsten. Foto: Michael Wulff

Afonso Justino Waco kæmper for retfærdighed

Den nu 60-årige cand. theol. har boet i Danmark i 21 år og er medlem af menighedsrådet

Af
Michael Wulff

HADSTEN I dag går han fredeligt en tur ved Lilleåen i Hadsten, men for 21 år siden var det anderledes dramatisk.

Afonso Justino Waco og hans familie måtte flygte fra Afrika, efter han, som en ikke velset menneskerettighedsforkæmper, blev forfulgt, tortureret og truet på livet.

Familien flygtede ud af Angola, hvor Afonso er født og opvokset i provinsen Cabinda i det vestlige Afrika syd for Ækvator og direkte ud til Atlanterhavet.

”Og jeg prøver stadig mange år senere at finde en politisk løsning dernede, en løsning, som kan tilfredsstille alle parter,” fortæller han.

”Provinsen er kun 10.000 km2, her bor 700.000 mennesker, men der produceres enorme mængder olie. Alligevel lever en stor del af befolkningen i fattigdom. Jeg ville gerne være med til at skabe retfærdighed og en selvbestemmelse for folk dernede,” siger Afonso Waco, der netop er fyldt 60 år.

Mødte vinteren i Danmark

Da han med sin familie kom til Danmark i 1999, blev de installeret på et center i Hjørring. Sneen lå tykt, for det var hård vinter den februar.

”Vi havde aldrig set sne før. Vi havde læst om det og set den på billeder, men det var meget, meget koldt. Vi kom jo fra et land med 28 grader, hvis ikke solen skinner. Så kan der let blive 40 grader,” siger Afonso.

Afonso Waco blev uddannet præst allerede, mens han og familien boede i en flygtningelejr i DR Congo.

”Da jeg kom til Danmark, ville jeg gerne være sognepræst. Jeg tog tre supplerende fag på Aarhus Universitet samt et pastoral seminarium og søgte så adskillige stillinger.”

Afonso Justino Waco har gennem de 21 år i Danmark arbejdet med mange forskellige projekter.

”Jeg har undervist i fransk på Skovlund Efterskole vest for Billund. Mit eget sprog hjemme i Cabinda er portugisisk, men da vi boede i flygtningelejren i DR Congo lærte jeg mig fransk.”

Han fortæller, at lysten til at undervise er helt naturlig, når man har boet et sted med mange forskellige mennesker samlet sammen.

”Dem, som ved mest, underviser dem, som ved mindre. Det fungerer selvom mange ikke var uddannede lærere. På samme måde har jeg også været integrationskonsulent her i Danmark for at hjælpe de nytilkomne til rette.”

Udfordringer

Og der er udfordringer, når en udlænding dukker op i Danmark, fortæller han.

”Udover klimaet kan der være kæmpeproblemer med at finde et arbejde.”

”Når du søger og så får afslag på afslag på afslag på afslag, så tænker du jo på, om det er dig selv, det er galt med. Er det, fordi jeg er anderledes,” spørger Afonso Justino Waco, der ikke giver op så let.

Afonso Waco er meget betaget af den danske natur, selvom temperaturen er markant anderledes end i Afrika. Foto: Michael Wulff

Afonso Waco er meget betaget af den danske natur, selvom temperaturen er markant anderledes end i Afrika. Foto: Michael Wulff

I dag er han ansat på en nyopført maskefabrik i Søften, hvor han med sine egne ord er med i fronten til at bekæmpe coronaen.

Og i fritiden passer han sit hverv i Hadsten Menighedsråd, som han mener er vigtigt.

”Også selvom jeg ikke kan få lov at udøve det, som jeg er uddannet til. Men kirken er vigtig, også hvis du ikke tror på gud. Mange bruger den jo til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.”

Han ser også en del fodbold på tv. Han har været fan af Brøndby, sidenhen AAB og AGF samt Fortuna Hjørrings kvinder.

”Fortuna følger jeg stadig. Der spillede min datter på talentholdet.”

Afonso Justino Waco blev skilt fra sin afrikanske hustru og senere gift med en dansk kvinde. Det ægteskab er nu også opløst.

Hans tre børn er alle voksne. De to døtre bor i København, sønnen arbejder for Microsoft i Nordirland.

Publiceret 15 November 2020 11:00