Casper Chebørløv Brix har selv begæret cvr-nummeret i Hammel konkurs. Pressefoto

Casper Chebørløv Brix har selv begæret cvr-nummeret i Hammel konkurs. Pressefoto

Konkurs:

Brix Catering lukker i Hammel

Cvr-nummeret for Brix Catering i Hammel er begæret konkurs - men navnet og firmaet består

Af
Christina S. Johansen

Hammel Brix Catering i Hammel er gået konkurs. Det er ejeren, Casper Chebørløv Brix, selv, som har begæret cvr-nummeret i Hammel konkurs.

Han forklarer, at navnet Brix Catering består:

"Det er kun cvr-nummeret i Hammel, som er konkurs. Bestiller man således fra Brix Catering, er man stadig sikret sin mad, og vi servicerer fortsat alle vores kunder i Hammel-området. Vores aftensmads-koncept kører ligeledes videre," siger han til Lokalavisen Favrskov, før han fortsætter:

"Det er coronaens skyld. Det har været hårdt for en branche som vores, der lever af store fester og frokostordninger."

Bestiller man hos Brix Catering, bliver maden fremover lavet hos The Cantina i Lisbjerg, hvor Casper Chebørløv Brix er forpagter og administrerende direktør.

"Men i det sekund, det ser ud til at lysne med coronaen, vil vil gerne til Hammel igen," siger kokken, som tilføjer, at han "er i gang med at se på, hvordan/om vi kan hjælpe de ansatte i Hammel videre."

"Fandeme ikke sjovt"

Det er en tydeligt trykket catering-ejer, som Lokalavisen Favrskov får i røret onsdag eftermiddag:

"Min kone og jeg har virkelig gjort alt for, at det her kunne blive holdt kørende, vi har postet alle de penge ind i det, som vi har kunnet, for at holde det i live. Men vi kan ikke blive ved med at tage penge med på arbejde. Der må ikke være nogen tvivl om, at konkursen har været absolut sidste udvej," forklarer Casper Chebørløv Brix, som fortsætter:

"Det her er fantastisk hårdt psykisk, og jeg har ikke været i seng siden i torsdags. Det er fandeme ikke sjovt! Jeg har da fået et kæmpe hak i tuden og et knæk i selvtilliden."

Han forklarer, at ingen private har tabt på konkursen, men han ønsker ellers ikke at kommentere mere på den del.

Desuden er det endnu uvist, om han stadig ønsker at byde ind på forpagtningen af caféen i InSide, som du kunne læse her i avisen for et par uger siden. Den del finder han først ud af i løbet af et par dage.

Publiceret 18 November 2020 15:49