Favrskov kommunes borgmester Nils Borring. Ritzau Scanpix

Favrskov Kommune er udvalgt til klimaprojekt

Odder, Favrskov og Syddjurs kommuner er blevet udvalgt til Klimaprojektet DK2020, som Aarhus blev en del af allerede i 2019.

Favrskov 45 kommuner er udvalgt til at være en del af ”DK2020 - klimaplaner for hele Danmark” – heriblandt Syddjurs, Odder og Favrskov.

Projektet, som varer frem til sommeren 2022, skal sætte skub i den grønne omstilling i danske kommuner. Deltagerkommunerne skal sætte ambitiøse mål og handlingsplaner for, hvordan de bliver klimaneutrale senest i 2050. Dermed er idéen, at deltagerkommunerne skal bane vejen for, at kommunerne opfylder målene i Parisaftalen.

Vil vise lederskab

I Favrskov Kommune er de glade for at være en del af DK2020, da kommunen ønsker at udvise lederskab i den grønne omstilling, siger borgmester Nils Borring (S). Han uddyber:

"Vi er godt på vej mod at halvere CO2-udledningen i kommunen i 2025, og med nye måder at håndtere overfladevand på, er vi også i fuld gang med den nødvendige klimasikring. Favrskov skal fortsat være en vækstkommune, og DK2020 skal hjælpe os med at blive endnu bedre til at skabe grønne partnerskaber, som er til gavn for både klima og lokalsamfund."

Spiller nøglerolle

Projektet er støttet af Realdania, KL og Region Midtjylland. Ifølge Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania, er håbet, at projektet vil inspirere både klimaaktører både i Danmark og internationalt, hvor medlemmer af bynetværket C40, som DK2020 udspringer af, kigger mod de danske kommuners klimaarbejde.

"Konsekvenserne af klimaforandringerne er allerede hverdag i landets kommuner og regioner. Og det er lokalt og regionalt, at mange af udfordringerne konkret kan løses. Derfor har de danske kommuner og regioner en absolut nøglerolle i klimakampen. I DK2020 spiller de tæt sammen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det unikke samarbejde, vi har fået op at stå her, vil skrive verdenshistorie," siger Jesper Nygård.

Publiceret 28 November 2020 11:00