Ole Juul, tidligere sognepræst i Ødum/Hadbjerg, og Lars Olsen, fodbold-formand i HØST IF. Begge er med i den seks mand store projektgruppe, som har arbejdet med det fælles projekt. Foto: CSJ

Ole Juul, tidligere sognepræst i Ødum/Hadbjerg, og Lars Olsen, fodbold-formand i HØST IF. Begge er med i den seks mand store projektgruppe, som har arbejdet med det fælles projekt. Foto: CSJ

Godkendt af byrådet:

Idrætsforening og kirke bygger fælles aktivitetshus

HØST IF og menighedsrådet i Hadbjerg vil bygge et fælles, 6,2 millioner kroner dyrt aktivitetshus

Af
Christina S. Johansen

Hadbjerg I Hadbjerg ønsker de sig et kombineret aktivitets- og sognehus i tilknytning til HØST Hallen. Byrådet har netop sagt god for en anlægsbevilling på 740.000 kroner hertil, samt godkendt at kommunen vil sælge de 400 kvadratmeter jord, som aktivitets- og sognehuset bliver opført på.

Egentlig havde byrådet allerede afsat 740.000 kroner til et projekt på stedet, men det var alene til en udvidelse af HØST Hallen for idrætsforeningen. HØST IF ønskede nemlig at udvide med et aktivitetslokale, der kunne anvendes til eksempelvis spinning.

Men sidenhen har projektet gradvist vokset sig større til nu at være et fælles aktivitets- og sognehus, som skal bygges sammen med HØST Hallen.

Det er sket, fordi menighedsrådet samtidig stod over for at skulle etablere lokaler til konfirmationsforberedelse, foredrag, møder med mere ved kirken i Hadbjerg. Derfor valgte de altså lokalt at arbejde for, at der etableres fælles lokaler, der kan udnyttes til både HØST IF’s og menighedsrådets aktiviteter.

Med et fælles projekt udnyttes lokalerne, forventeligt, gennem alle ugens dage.

Artiklen fortsætter under billedet

Den gule indtegning er sådan cirka, hvor det nye aktivitets- og sognehus bliver bygget efter den såkaldte ejerlejlighedsmodel. Arkivfoto: Wulff

Den gule indtegning er sådan cirka, hvor det nye aktivitets- og sognehus bliver bygget efter den såkaldte ejerlejlighedsmodel. Arkivfoto: Wulff

Super samarbejde

Det faldt de lokale kræfter meget naturligt at være fælles om projektet:

"Vi har jo i mange år haft et fremragende samarbejde mellem foreningslivet, kirken og i øvrigt også skolen, så det gav på alle måder mening at gå sammen om et fælles projekt. Det var da tosset ikke at gøre det, for det bliver win, win, win for alle," siger Lars Olsen, der er formand for fodbold-afdelingen og desuden har været en af drivkrafterne i det nye projekt såvel som den "gamle" hal, der stod færdigbygget i 2010.

Artiklen fortsætter under billedet

En illustration af den nye tilbygning. Fløjen til højre bliver kirkens, mens længen bagtil bliver HØST IF's. Men de kan deles om lokalerne. Foto: Illustration

En illustration af den nye tilbygning. Fløjen til højre bliver kirkens, mens længen bagtil bliver HØST IF's. Men de kan deles om lokalerne. Foto: Illustration

Fire år senere, i 2014, fik hallen tilbygget nye omklædningsfaciliteter, og allerede da disse blev indviet, lød det fra Lars Olsen:

"Nu går vi så i gang med det næste projekt" - altså det fælles aktivitetshus, som nu er klar til at blive bygget.

"Jamen vi har hele tiden noget nyt i støbeskeen. Man skal jo udvikle sig, hvis ikke man skal uddø," fortæller Lars Olsen og tilføjer, at beslutningen om at forsøge at gå i fælles front blev taget tilbage i 2018.

Bøvlet at få lov

Det viste sig dog, at fælles bygninger mellem kirken og kommunen ikke bare lige er noget, man laver. Faktisk har det givet en hel del bøvl - eller 'udfordringer', om man vil.

Ulla Egeberg, som er kultur- og fritidschef i Favrskov Kommune, forklarer, at det er 'kommunalfuldmagten', som her har skabt udfordringer:

"Den beskriver, hvad kommunen må og ikke må bygge eller give tilskud til. Kommunen må kun bygge til kommunale formål. Eksempelvis må vi ikke bygge med det formål at leje lokaler ud til andre aktører, og vi må ikke bygge til religiøse formål," forklarer hun og tilføjer, ligesom de lokale i Hadbjerg i øvrigt også gør, at der ellers har været stor velvilje fra alle instanser for at få projektet til at lykkes.

Ejerlejlighedsmodel

Løsningen er blevet, at man anvender den såkaldte 'ejerlejlighedsmodel'. Her etableres bygningen som en selvstændig ejendom, hvor Favrskov Kommune og menighedsrådet ejer hver sin ejerlejlighed, og sammen ejer gangarealerne.

Favrskov Kommunes ejerlejlighed består af HØST-lokalet på 97 kvadratmeter samt en forholdsmæssig andel af gangarealerne på samlet 40 kvadratmeter.

"Det gør projektet noget dyrere, da det eksempelvis betyder, at vi skal bygge en ny mur uden på den eksisterende, da der jo skal være tale om en selvstændig bygning. Desuden skal vi have fuldstændig egne installationer," siger Ole Juul, som er tidligere sognepræst gennem 35 år i Ødum/Hadbjerg, og som sidder med i den seks mand store projektgruppe, der har arbejdet med det fælles projekt.

Det forventes, at byggeriet kan begynde allerede i foråret 2021, og så er forhåbningen, at alt glider glat, lige fra byggetilladelse til selve opførelsen, sådan at det nye fælles aktivitets- og sognehus kan stå klar til indvielse allerede inden udgangen af 2021.

FAKTA

Fælles aktivitets- og sognehus

  • Er vurderet til samlet set at koste cirka 6,2 millioner kroner.
  • Favrskov Kommune financierer 740.000 kroner.
  • HØST IF bidrager med 960.000 kroner.
  • Menighedsrådet giver 4,5 millioner kroner.

Publiceret 03 December 2020 17:00