Stefan Granholm fra Hadsten Computer vil hjælpe med at rense og reparere brugte mobiltelefoner, mens Else Tranberg fra Røde Kors Favrskov vil sørge for at finde personer der har brug for en mobiltelefon. Foto: Kian Johansen

Stefan Granholm fra Hadsten Computer vil hjælpe med at rense og reparere brugte mobiltelefoner, mens Else Tranberg fra Røde Kors Favrskov vil sørge for at finde personer der har brug for en mobiltelefon. Foto: Kian Johansen

Lokal ide:

Giv din brugte mobiltelefon til en der har brug for den

Røde Kors i Favrskov får hjælp af Hadsten Computer til at rense brugte, indleverede telefoner. De skal foræres til værdigt trængende personer i Favrskov

Af
Kian Johansen

Genbrug og hjælp Når du alligevel sidder med din brugte smartphone og skal skille dig af med den, så tænk lige på én der kune have brug for den.

Sådan lyder det fra næstformand Else Tranberg fra Røde Kors Favrskov.

Stefan Granholm fra Hadsten Computer har tilbudt at indsamle og rense alle de mobiltelefoner som indsamles.

Og de behøver ikke at virke, pointerer Stefan Granholm, der gerne vil kunne udskifte brugte dele, så flere i Favrskov kan få glæde af at have et socialt liv og få kontakt med omverdenen via en doneret mobil.

"Jeg kommer selv fra små kår, så jeg hvordan det er ikke at have det nyeste af det nyeste. Jeg vil gerne hælpe de personer der har brug for lidt hjælp," forklarer han til Lokalavisen Favrskov.

Især børn har brug for hjælp til kontakt

"Vi forventer, at mange vil få en ny mobiltelefon i julegave - også selvom den gamle mobiltelefon stadig kan bruges. Den gamle kunne måske skabe glæde hos en anden," mener Else Tranberg, næstformand i Dansk Røde Kors Favrskov.

"Vi har rigtig god erfaring med at finde modtagere til både brugte cykler og computere. Her har det betydet meget for modtagerne. Vi håber, at den nye aftale også kan gøre en forskel for flere borgere i Favrskov. Det er især børnene i en udsat familie der kan føle sig udenfor, hvis de ikke har en mobiltelefon," siger hun.

FAKTA

Giv din brugte mobil til andre

  • Du kan indlevere din brugte mobiltelefon til Hadsten Computer, Dansk Røde Kors butikkerne i Hadsten, Hinnerup, Ulstrup, samt Bygge-Genbrug i Hinnerup.
  • Skriv gerne dit nye mobilnummer og fornavn, hvis der er spørgsmål til mobiltelefonen fra Hadsten Computer.
  • Mobiltelefonen renses for data og gøres klar til en ny modtager.
  • Uddelingen sker dog tidligst i foråret 2021.
  • Dansk Røde Kors i Favrskov kender til flere udsatte familier, hvor en mobiltelefon til børnene vil give dem et rygstød og mulighed for at være en del af fællesskabet.
  • Familierne skal selv betale for mobilabonnementet.

Publiceret 15 December 2020 11:00