Ud over at have sit eget fotostudie i Randers, GoodnessPhoto, tager han også billeder til boligannoncer - eksempelvis for John Frandsen i Hinnerup. Foto: Esquives Photography

Ud over at have sit eget fotostudie i Randers, GoodnessPhoto, tager han også billeder til boligannoncer - eksempelvis for John Frandsen i Hinnerup. Foto: Esquives Photography

Fotograf giver 10.000 kroner til julehjælp:

 Sparer sammen et helt år

35-årige Steve Muganji fra Foldby mener, at det er en menneskelig pligt at hjælpe andre

Af
Christina S. Johansen

Foldby Den anden dag modtog vi på Lokalavisen Favrskov en mail, som blev indledt med ordene:

"Jeg skriver til dig, fordi jeg har en god julehistorie om en af jeres lokale helte. Historien handler om en selvstændig fotograf, der sparer næsten 10.000 kroner op for at give dem til julehjælp."

Afslutningsvis lyder det i mailen:

"Han ved ikke noget om, at jeg har kontaktet jer. Jeg tror ikke, han har noget imod det. Det er heller ikke sikkert, du vil følge op på det her eller har mulighed for det. Jeg synes bare, at hans historie og budskab fortjener at blive hørt."

Og det er vi da helt enige i her på avisen, så vi griber telefonen og giver fotografen Steve Muganji fra Foldby et kald.

"Ja, jeg har doneret til julehjælp de seneste to år. Jeg havde et mål om 10.000 kroner i år. Det endte på 9.750, og det er jeg nu også fint tilfreds med," lyder det fra en lidt overrasket Steve Muganji.

En pligt at hjælpe

Den autodidakte fotograf har ganske enkelt lagt penge til side hver måned siden sidste års jul.

"Vi skal jo hjælpe hinanden - især når det er jul. Det er en menneskelig pligt! Og alle skal have en god jul - specielt alle børn. I år er det desuden ekstra vigtigt, da mange har mistet deres job. Hvis jeg forestiller mig en mor, som ikke kan sove, fordi hun ikke kan give sine børn den jul, hun gerne vil... jamen jeg kan kun forestille mig, at det må være den værste følelse," siger Steve Muganji og fortsætter:

"Det er bestemt ikke fordi, at man som fotograf tjener masser af penge, men jeg har mere end så mange andre, og så skal man hjælpe. Jeg er desuden kristen og i Biblen står der, at man skal hjælpe med det, man har."

Nu har den 35-årige fotograf overdraget pengene med halvdelen til Røde Kors og den anden halvdel til Dansk Folkehjælp.

"Jeg synes jo egentlig ikke, at det er noget særligt. Mange kunne gøre det, for de fleste har mere, end de har brug for," siger han.

En hobby med job i

Steve Muganji kommer oprindeligt fra Rwanda, men kom som 13-årig til Danmark i 1999 med sin mor og to søskende - få år efter folkedrabet i Rwanda.

De landede i Kjellerup, og sidenhen flyttede han og en bror til Aarhus. Da Steve mødte sin kæreste - nu kone - ville de gerne bo et sted, hvor der var "lidt mere stille og roligt", som han udtrykker det, og derfor købte de for fem år siden et rækkehus i Foldby. Siden har parret fået en søn, der nu snart er to år gammel.

Det var først, da Steve Muganji mistede sit job for fem år siden, at han kastede sig fuldtid ud i at fotografere under navnet GoodnessPhoto - i dag har han studie i Randers.

"Jeg fotograferede i forvejen på hobby-plan, men tænkte så: Hvorfor ikke arbejde med det, som gør mig glad," siger den autodidakte fotograf.

"Det giver mig mulighed for at møde en masse forskellige mennesker, og i dag kan jeg slet ikke forestille mig at lave andet."

Publiceret 22 December 2020 19:00