De ældre frivillige har indtil nu haft vagter i

De ældre frivillige har indtil nu haft vagter i "kiosken"/receptionen i øverste venstre hjørne. Arkivfoto

Frivillighed i årtier:

 Seks ældre frivillige "opsagt" uden forklaring

"Et opkald uden forklaring hvorfor." Sådan beskriver Hanne Nors afslutningen på sin frivillige indsats i kiosken i Hammel Svømmehal. Centerleder ønsker ikke at forklare, hvorfor seks ældre weekendvagter er blevet "opsagt"

Af
Christina S. Johansen

Hammel Seks personer med weekendvagter i kiosken i Hammel Svømmehal har via et telefonopkald fået at vide, at de ikke skulle have flere vagter fra 1. januar.

"Der blev bare sagt, at man vil stoppe med weekendvagterne, så der var altså ikke brug for mig mere. Jeg synes, at det var en underlig måde at få det at vide. Efter 30 år med frivillige i svømmehallen, så kommer der et opkald uden forklaring hvorfor - og uden tak eller ordentlig afslutning," fortæller Hanne Nors, som nåede at være frivillig i svømmehallen fire timer hveranden lørdag gennem et år.

"Opsigelsen" af de seks weekendvagter fik flere af de andre frivillige til at reagere:

"Fire af os med vagter uden for weekenderne "sagde op" i solidaritet dagen efter, mens tre har valgt at blive. Vi er altså alle ældre mennesker, som har været frivillige i kiosken i svømmehallen i op mod 8-9 år," siger John Waltoft.

Nogen officiel forklaringen har de frivillige ikke fået. De har kun hørt rygter om, at man i stedet vil have unge mennesker ind at sidde i kiosken.

"Og det er da som sådan også fint nok, men helt ærligt, efter så mange år så kan de ikke engang indkalde os til et møde og fortælle, hvad det er, der foregår. Vi føler jo ikke, at vi har fået noget at vide! Og kunne man ikke have startet med et par stykker - og ikke alle seks? Vi er sgu noget sure og skuffede over den måde, det er foregået på," siger John Waltoft, som sidder med følelse af, at "nu kan de gamle ikke længere bruges."

"Nu har der i så mange år været ældre mennesker i weekendvagterne - og vi har passet os selv og dækket ind for hinanden, hvis der har været sygdom," tilføjer han.

"Ingen kommentar"

Lokalavisen Favrskov ville gerne have spurgt ind til det ovenstående, men centerleder i Hammel Idrætscenter, Peter Kjærgård, kalder det "interne personaleanliggende i en privat virksomhed" og ønsker ikke at kommentere på sagen.

Vi ville gerne have haft svar på følgende tre spørgsmål:

  • Hvem kommer brugerne i Hammel Svømmehal til at møde i kiosken efter nytår?
  • Hvorfor har Hammel Idrætscenter besluttet, at flere af de ældre frivillige ikke længere har vagter i kiosken?
  • Kan du forstå, at flere af de ældre frivillige blot efterlyser en simpel forklaring og et lille skulderklap som tak for indsatsen?

 

Publiceret 23 December 2020 14:13