Huspriserne i Favrskov Kommune er steget med 9,5 pct. Modelfoto: Adobe Stock

Huspriserne i Favrskov Kommune er steget med 9,5 pct. Modelfoto: Adobe Stock Brian Jackson - stock.adobe.com

Huspriserne er steget næstmest i Favrskov

Bolig Coronakrisen har som en af de få steder ikke haft negative konsekvenser for den danske boligøkonomi. Tværtimod. November var den sjette måned i træk, hvor boligpriserne i 74 af 98 kommuner steg, mens blot 17 kommuner har oplevet et fald.

Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

"Priserne på huse har aldrig været højere, efter boligmarkedet har været igennem et helt særligt 2020, hvor boligpriserne har trodset alle forudsigelser om et svært coronaår. Prisstigningerne kommer som følge af mange handler og det aktuelt lave udbud, og de er bredt forankrede i store dele af landet. Dog med et par undtagelser," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden i en pressemeddelelse.

Huspriserne i de østjyske kommuner er alle steget. Størst er stigningen i Norddjurs Kommune på 13,2 pct., herefter følger Favrskov, Syddjurs og Silkeborg Kommuner på henholdsvis 9,5 pct., 9,3 pct. og 9,2 pct. Huspriserne er steget med 8,7 pct. i Aarhus, mens de laveste prisstigninger i de kommuner, JP Aarhus dækker, findes i Skanderborg og Odder på henholdsvis 3,4 pct. og 1,7 pct.

Mens priserne på huse og ejerlejligheder stiger, så er tendensen på sommerhusmarkedet – der også har haft et forrygende 2020 – vendt. November er den første måned siden april, hvor priserne på sommerhuse er faldet.

JP Aarhus

Publiceret 26 December 2020 09:30