Foto: Michael Wulff

Foto: Michael Wulff

Lading:

Sognepræsten elsker at være i arbejdstøjet

Johannes Lunn, ny sognepræst i Hammel - Voldby - Lading provsti, elsker allermest at være ude blandt menigheden

Af
Anette Bonde

kirke "Jeg holder af at bære præstekjole og i mit civile arbejdstøj at være ude blandt mennesker. Forleden havde jeg fire børnegudstjenester i træk. At være ude hos folk, finde på arrangementer og lave ting i kirken - der har jeg det allerbedst, meget bedre end at sidde ved computeren."

Johannes Lunn tiltrådte 1. november som sognepræst i Hammel-Voldby-Lading pastorat, hvor han bliver en af pastoratets tre præster. 

"Vi regner med at skabe digitale gudstjenester for de mindste i 2021. Dette er et storyboard til historien." Foto: Michael Wulff 

Forkyndelse og diakoni

For ham er højmessen og forkyndelsen selvfølgelig central i hans virke som præst, men han prioriterer også samtalen højt og at række en hånd og skabe et rum for mennesker, der føler at livet er svært.

"Folkekirken skal både holde fast i traditionerne, samtidig med at den også ser, hvad folk har brug for lige nu. Når man bliver ældre finder man en ro i sig selv, som kan næres af højmessen og salmerne. Samtidig har vi flere og flere unge der er ensomme, mennesker med psykiske problemer, familier der bøvler med økonomien og andre familiemæssige udfordringer. Kirken kan gå ind der og give dem noget. Vi skal aldrig glemme mennesket."

Johannes Lunn peger på, at kirken altid har båret det diakonale arbejde. Her skal den blive ved med at byde ind.

"I denne kaosramte verden med corona, klima- og miljø-problemer, står kirken fast, fordi den hviler på et ældgammelt fundament af kristendommen. I dette fundament og i roen kan vores diakonale arbejde udspringe."

Hvor staten svigter

Som eksempel på diakonalt arbejde nævner Johannes Lunn gode gennemprøvede tiltag som familiegudstjenester, samtaler, sorggrupper, plejehjemsgudstjenester, samarbejde med skoler, besøg hos ensomme, at tage folk ind, synge en sang, spise sammen...

"Mit arbejde ser jeg som en funktion, der tager over, hvor velfærdsstaten svigter. At løfte de sociale opgaver, der bliver glemt. Skabe tryghed, glæde og ro, der rækker ud i samfundet."

Aktuelt går Johannes Lunn også og overvejer at begynde at holde værtshusprædikener, som er kendt flere steder.

En drøm, som han vil forsøge at stable på benene i det nye år, er endvidere at afholde såkaldte Taizé-gudstjenester, meditative sanggudstjenester. Det skulle gerne føre til en årlig menighedsuflugt til Taizé i Frankrig. Det lille kloster i Bourgogne har Johannes Lunn selv besøgt mange gange.

"Et utrolig smukt sted, fortæller han." Turen dertil tager tyve timer, hvor man så kan gøre holdt og opleve historiske steder undervejs.

Del af et team

Det glæder ham at blive en del af et team med tre præster.

"Vi er et relativt nyt præsteteam, der er dejligt forskellige. Det giver en tryghed for mig at have kollegaer, hvor vi hver især byder ind med hver vores styrker," fortæller han.

Sammen med sin familie er han flyttet ind i den nye præstegård i Lading.

"Et helt fantastisk dejligt hus. Det er virkelig en stor luksus. Og dejligt at bo i Lading, hvor der både er luft og landsbyliv og samtidig tæt på Aarhus, som vi kommer fra."

Publiceret 27 December 2020 11:00