Modelfoto: Adobe Stock Photos

Man playing padel in a orange grass padel court outdoors behind the net DavidPrado - stock.adobe.com

1. april står ny padel-bane klar til kamp i Hinnerup

Nye ketsjer-svingere skal i gang, og de, som allerede spiller, skal fastholdes i klubben. Det er nogle af årsagerne til, at HOG Tennis nu får padel på menuen

Af
Christina S. Johansen

Hammel Når HOG Tennis 1. april inviterer til padel-tennis på en nyanlagt bane, så er der ikke tale om en aprilsnar.

Allerede i begyndelsen af januar vil man da også kunne se, at der begynder at ske ting og sager ved klubbens baner bag ved Rønbæk Idrætscenter. Der skal i første omgang fældes træer, og sidenhen går jordarbejdet i gang, før en ny padel-bane og en ny almindelig bane altså bliver opført med indvielse 1. april, hvis alt glider glat.

"Vi håber på at kunne trække nye spillere ind i noget socialt. Det ved vi bare er enormt vigtigt, hvis folk skal blive ved at spille."

Søren Iversen Hjørlund, formand HOG Tennis

"Håbet er, at vi kan få endnu flere i gang med at svinge ketsjeren - altså få nogle flere op af sofaen. Og så at kunne holde på de spillere, som synes, at almindelig tennis er blevet for hårdt," siger formanden for tennisudvalget i HOG, Søren Iversen Hjørlund, som forklarer, at den mindre kendte padeltennis, eller bare 'padel', ikke er så fysisk hårdt som det velkendte tennis.

Håbet fra formanden rækker dog længere end til blot at få slået nogle bolde over nettet på den nye bane.

"I klubben vil vi jo gerne skabe et fællesskab om tennis. Så vi håber på at kunne trække nye spillere ind i noget socialt. Det ved vi bare er enormt vigtigt, hvis folk skal blive ved at spille. Og så kunne man jo håbe, at nogle måske også får lyst til at engagere sig som frivillige med tiden," siger formanden.

Byggetilladelse trak ud

Det var egentlig den store gruppe af 60+spillere, der foreslog, at klubben skulle have en padel-bane. Og den var bestyrelsen med på af de ovenfornævnte årsager.

"Det er en kæmpe gave, at vi har Günther Hansen med om bord. Han er gammel ingeniør, og uden ham var det her ikke lykkedes."

Søren Iversen Hjørlund, formand HOG Tennis

Det krævede dog en byggetilladelse - og den slags er ikke bare lige noget, man trækker i en automat, forklarer Søren Iversen Hjørlund.

"Der er store krav til sådan en byggetilladelse. Det gik stærkt nok med at få en fuldmagt til at kunne benytte arealet, men vi brugte så 14 måneder og utallige mails på at få alt på plads med byggetilladelsen," siger formanden og fortsætter:

"Alverdens ting såsom vandafledning, støj, højdekurver og alt muligt andet skulle på plads, og her er det en kæmpe gave, at vi har Günther Hansen med om bord (tidligere formand i tennis-afdelingen, red.). Han er gammel ingeniør, og uden ham var det her ikke lykkedes - for så var alle vores penge gået til konsulent-hjælp."

Og apropos midler. Så koster den nye padel-bane 460.000 kroner. Heroveni kommer så den nye, almindelige tennisbane. Finansieringen kommer dels fra tennisafdelingens egne opsparede midler, dels et lån på favorable vilkår fra hovedafdelingen HOG, dels 100.000 kroner i fondsmidler fra DGI og DIF. 

Ikke decideret træning

På den nye padelbane vil man via en app kunne booke en tid og betale samtidig.

Som udgangspunkt kommer der ikke decideret træning/undervisning, da en enkelt padel-bane ikke er nok til, at det kan lade sig gøre.

"Men man vil kunne få forklaret reglerne og få nogle gode råd," forsikrer tennis-formanden.

PADELTENNIS

  • Padeltennis eller blot padel kan bedst beskrives som en blanding af 80 procent tennis og 20 procent squash.
  • Banen er 10 gange 20 meter og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet.
  • Spilles både inden- og udendørs.
  • Er nemmere og hurtigere at lære end nogen anden ketcher sport og kræver mindre styrke og teknik end andre sportsgrene, hvilket gør det lettere for børn og begyndere.
  • Spilles altid af fire spillere.

Publiceret 03 January 2021 11:00