Pressefoto.

Pressefoto.

Træder i kraft i morgen:

 Nye restriktioner rammer bustrafikken i Favrskov

Midttrafiks busser og letbane-tog medtager fra onsdag færre passagerer

I kølvandet på dagens corona-pressemøde, hvor afstandskravet i det offentlige rum og i dagligvarebutikker blev hævet fra en til to meter, oplyser Midttrafik tirsdag aften i en pressemeddelelse, at der fra onsdag genindføres en mindre passagerkapacitet i busser og letbane-tog.

Midttrafik går tilbage til den kapacitet, der var gældende i foråret, hvor afstandskravet også var to meter. Busserne vil derfor medtage cirka 25 i en almindelig bus, cirka 40 i en mellemstor bus og cirka 45 i en ledbus. Letbanen kører med en kapacitet, der svarer til antal siddepladser i toget. Det vil sige cirka halv kapacitet.

Midttrafik opfordrer samtidig på det kraftigste kunderne til at respektere det tilladte antal passagerer og undlade at stige på en fyldt bus eller letbane. Det henvises til, at man benytter app'en 'Midttrafik live', hvor man kan se, om bussen er fyldt, inden den ankommer til stoppestedet.

"Chaufførerne har pligt til at lukke dørene eller forbikøre stoppesteder, hvis bussen er fyldt," pointeres det i pressemeddelelsen.

Midttrafik forventer, at det tilladte passagerantal kan overholdes, men følger passagertallene tæt og sætter ind, hvis der kommer problemer på enkelte afgange. På nuværende tidspunkt har Midttrafik cirka 50 procent kunder i forhold til sidste år. Med de nye restriktioner og opfordringer til at blive hjemme, forventer selskabet, at passagertallene vil falde yderligere.

jwh

God corona-adfærd

Midttrafik opfordrer til, at kunderne passer på hinanden og følger nedenstående råd:

• Hold afstand ved stoppesteder, på letbaneperroner, på stationer, i Letbanen og i bussen

• Rejs uden for myldretiden, hvis du kan

• Brug mundbind eller visir

• Respekter det tilladte antal passagerer. Stig ikke på en fyldt bus eller letbane.

• Betal ikke med kontanter, hvis du kan undgå det

• Sid eller stå med ansigtet i køreretning

• Medbring din egen håndsprit og sprit af før berøring af kontaktpunkter, fx stopknap

• Vis hensyn, host eller nys i ærmet

• Hav god håndhygiejne

• Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer

Kilde: Midttrafik

Publiceret 05 January 2021 18:57