4) Måske er man heldig at opleve sangsvaner eller pibesvaner på Gudenåens oversvømmede enge. Foto: Gert S Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

4) Måske er man heldig at opleve sangsvaner eller pibesvaner på Gudenåens oversvømmede enge. Foto: Gert S Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix Scanpix Nordfoto

Kom ud i januar-luften:

 "Det handler jo bare om det rette tøj"

Ja, det er vinter, men der er stadig masser af sjov at lave udendørs. Her er nogle bud

Af
Christina S. Johansen

Natur Det er januar. Det er koldt, mørkt og vådt. For mange er det nok ikke ligefrem en hel masse udeliv, som står øverst på listen netop nu, men måske burde det være det. Der er i hvert fald masser af ting at give sig til udenfor - også selvom kalenderen siger januar. Det forsikrer Favrskov Kommunes naturvejleder Vibe Søndergaard Jensen.

"Jeg prøver virkelig selv at komme ud hver dag, mens det stadig er lyst. Det er godt med al den lys, jeg kan få, så jeg undgår den her mørke tristesse. Man kan jo altid finde et sted med læ og ly - og så handler det jo om det rette varme tøj og regntøj," siger naturvejlederen, som her kommer med nogle forslag til udendørs-aktiviteter:

1) Man kan bruge det gamle juletræ til forskellige ting. Man kan sætte det udenfor og hænge foderkugler i det. Så får man fornøjelsen af masser af fugle i haven. Man kan også skære på tværs af træets stamme og lave fine knager ud af det.

2) Det er jo oplagt at tage hunden med på en løbetur. Eller man kan bruge naturen som træningscenter. En simpel træstub kan sagtens bruges som stepbænk.

3) Man kan prøve at finde judasører med børnene. Det er en svamp, som vokser på hyld, og den er nemmest at finde, når det er fugtigt som nu. Svampen er spiselig og ligner fuldstændigt et øre, så det vil børnene nok synes er sjovt. Navnet kommer af en fortælling om, at Judas fik så dårlig samvittighed over sin behandling af Jesus, at han hængte sig i en hyld. Og det er helt sikkert løgn, for hylden var hurtigt knækket.

4) Man kan besøge de oversvømmede enge ved Gudenåen. Måske er man heldig at opleve sangsvaner eller pibesvaner.

5) Jeg synes, at det er hyggeligt at varme kakao over et bål og måske pølser eller skumfiduser. På den måde kan man også mødes med familien udendørs i denne corona-tid. Der findes adskillige bålhytter over hele kommunen. Enhver lille landsby har vel nærmest en. Ellers kan man bruge skolernes pladser.

6) Man kan også gå på jagt efter natur-materialer i forskellige farver, og så kan man lave regnbuer ud af dem og tage et smukt billede. Der er faktisk stadig blomster, som blomstrer, så der er stadig farver at finde udenfor, selvom det er vinter.

 

Publiceret 09 January 2021 11:00