Sarah Alsandi blev bragt til familiens hus her i Zakho i Irak. Før jul blev hun befriet fra familien og befinder sig nu i et sikkert hus for kvinder i Kurdistan. Foto: Adobe Stock Photo

Sarah Alsandi blev bragt til familiens hus her i Zakho i Irak. Før jul blev hun befriet fra familien og befinder sig nu i et sikkert hus for kvinder i Kurdistan. Foto: Adobe Stock Photo Caroline - stock.adobe.com

Sarah fra Hammel skulle genopdrages i Irak:

Nu er hun befriet fra familien, men kan ikke komme hjem

Sarah Alsandi, som er opvokset i Hammel, blev sendt på genopdragelse af sin far. Hun ønsker mere end noget andet at komme hjem, men efter halvandet år er hun stadig i Irak

Af
Christina S. Johansen

Hammel/Irak I sommeren 2019 troede Sarah Alsandi, at hun sammen med sin far skulle besøge sin syge bestemor i Irak. Faderen havde dog helt andre intentioner med rejsen.

Han mente nemlig, at hun var blevet for dansk, og derfor skulle hun genopdrages. Det skriver TV 2 Nyheder.

Sarah Alsandi, der i dag er 17 år gammel, er opvokset i Hammel, hvor hun blandt andet spillede hpndbold i sin fritid. I december 2018 blev hun anbragt på Åhuset i Hadsten, som er en døgninstitution for unge, fordi konflikterne i hjemmet var blevet for store. Hun er ikke dansk statsborger, men er altså født og opvokset i Danmark.

I dag er Sarah Alsandi stadig i Irak. Hun sidder nu i et såkaldt safe house for truede kvinder i Kurdistan.

Kort før jul lykkedes det nemlig i en dramatisk aktion at få den 17-årige pige befriet fra familiens hus i det nordlige Irak.

Det skete i et samarbejde mellem de kurdiske myndigheder og den danske forening Ny Identitet, som hjælper unge ud af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. Det skriver TV 2 Nyheder.

Frygter at blive dræbt

Rejsen hjem til Danmark lader dog vente på sig, da de kurdiske myndigheder ikke vil lade hende rejse uden familiens samtykke, før hun bliver 18 år - det gør hun om en måned, så dér vil Udenrigsministeriet hente hende. Men dér kan det være for sent, mener Sarah Alsandi, som frygter for sit liv på grund af de trusler, hun får af sin far.

"Hvis jeg kommer tilbage til min familie nu, så bliver jeg dræbt. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Både min mor og far har flere gange sagt, at de vil dræbe mig eller gøre mig ondt, hvis jeg forsøger at smutte(...). Han siger, at han nok skal sørge for, at jeg kommer til at være død, inden jeg nogensinde får muligheden for at se Danmark igen," siger Sarah Alsandi til TV 2 Nyheder, der har fulgt formanden for Ny Identitet, Nader Ashkanis, forsøg på at få Sarah Alsandi tilbage til Danmark.

Faderen blev anholdt, da han vendte tilbage til Danmark uden Sarah. Han blev 8. oktober 2019 idømt fire måneders fængsel for at have bortført sin datter til Irak.

Han blev desuden udvist af Danmark i seks år.

Publiceret 11 January 2021 16:10