Heidi Steffensen åbnede drømmen Hitz2Kidz midt under corona-pandemien. Men det slår hende ikke ud. Hun knokler for, at drømmen overlever selv i denne tid. Arkivfoto: Christina Johansen

Heidi Steffensen åbnede drømmen Hitz2Kidz midt under corona-pandemien. Men det slår hende ikke ud. Hun knokler for, at drømmen overlever selv i denne tid. Arkivfoto: Christina Johansen

Legetøjsforretning knokler online:

 Får ingen Corona-hjælpepakke

Hitz2Kids knokler for at følge med salget online døgnet rundt

Af
Kian Johansen

Hammel Det er ikke alle der gør alt for at forfølge deres drøm så markant som Heidi Steffensen, der i april åbnede legetøjbutikken og børnetøjsbutikken Hitz2Kids på Østergade i Hammel.

Her under nedlukningen kræver det en kæmpearbejdsindsats, forklarer manden Martin Karlsen, der taler på vegne af hustruen.

Hun har nemlig ikke tid, for udover at sørge for hjemmeundervisning for parrets børn, så arbejder hun døgnet rundt for skaffe livsdrømmen endnu mere ilt.

"Vi har jo ikke en årsomsætning at vise, vi startede op under Coronaen," fortæller Martin Karlsen, der udover at hjælpe til i legetøjsfirmaet også har et job ved siden af.

"Der er jo ikke hjælp at hente for en nystartet forretning som vores, men vi stiger i omsætning dag for dag og det kommer ikke af sig," afslører Martin Karlsen.

Tre års arbejde

"Men vi smider ikke bare sådan tre års arbejde væk. Desuden har vores legetøj en begrænset levetid, der kommer hele tiden nyt på markedet, så hvis vi bare lod det stå på hylderne, mistede det hurtigt sin værdi. Vi sørger for at holde et godt cashflow i butikken."

Legetøjsbutikken sælger online og ved afhentning og så bringes der varer ud i en 10 kilometers omkreds.

Online døgnet rundt

Parret knokler med at få vist varerne frem på sociale medier og på hjemmesiden. Og det er et arbejde der foregår døgnet rundt.

"Der er ikke mange der ved, hvor meget det betyder at få vist varerne frem og hele tiden sikre sig at kunderne får øje på vores produkter online. Før Corona kunne vi godt lige vente med at svare en besked der tikkede ind på Messenger klokken 23.00 om aftenen, men i denne her tid, så er du bare på hele tiden," lyder det.

"Vi skal yde god service og være der for kunden," lyder filosofien.

Drømmen lever

Alligevel vil de ikke bytte drømmen om at være selvstændig ud med noget andet.

Og det selvom Heidi Steffensen utvivlsomt med lethed kunne vende tilbage til restaurationsbranchen, som hun oprindeligt kommer fra.

"Heidi får i den grad et boost når hun får billeder fra kunderne der viser, at netop den dragt hun solgte, passer perfekt, eller ser børnenes ubesmittede glæde når de får et nyt stykke legetøj som de brændende har ønsket sig," lyder det fra Martin Karlsen.

Publiceret 14 January 2021 15:00