Nu kan man købe produkter hos Frisør Montez i form af en gavekortsløsning - man kan bare først hente varerne, når butikken åbner igen. Arkivfoto: CSJ

Nu kan man købe produkter hos Frisør Montez i form af en gavekortsløsning - man kan bare først hente varerne, når butikken åbner igen. Arkivfoto: CSJ

Frisøren må være gavekorts-kreativ:

 "For det er jo svært at give en virtuel klipning"

Som frisørsalon-ejer er der ikke mange muligheder for en indtægt, mens landet er lukket ned. Christian Montez fra Hinnerup har dog grebet den lille mulighed, der ligger

Af
Christina S. Johansen

Hinnerup "Kedeligt og deprimerende," sådan beskriver Christian Montez synet af sin mennesketomme frisørsalon i Hinnerup.

Genåbningen af landet lader vente på sig, og det samme gør altså en indtjening for frisøren, som derfor har kastet sig over den eneste mulighed, han har, for at få lidt penge i kassen:

"Som frisør er man ligesom låst ret meget fast - jeg kan jo eksempelvis ikke lægge forretningen om og lave takeaway som restauranterne. Og det er ligesom lidt svært at lave en virtuel klipning," siger frisøren med et lille smil, før han fortsætter:

"Og hvis jeg skal kunne gøre brug af hjælpepakken, så må jeg ikke have en indtjening. Hvis jeg derfor begynder at sælge produkter, og det skal kunne betale sig, så ville jeg skulle op at sælge 1.300 produkter om måneden - og det er altså hvad jeg normalt sælger på et år. Så det lader jeg selvfølgelig være med. Til gengæld er jeg begyndt at sælge gavekort til specifikke produkter. Jeg præsenterer produkterne på min Facebook-side, og er det noget, man kan lide, så kan man altså købe et gavekort hertil og hente det, når butikken igen får lov at åbne," siger Christian Montez, som forklarer, at gavekort først tæller som en omsætning, når man indløser det.

"Det er en kreativ måde at holde lidt gang i kunderne og sine sociale medier," siger frisøren, som føler en stor frustration ved, at hele nedluknings-situationen er ganske ude af hans hænder.

"Vi har før oplevet kriser, men der har jeg selv kunnet handle. Det her, det kan jeg ikke arbejde mig ud af."

Publiceret 18 January 2021 15:00