Hør mere om den nye udgave af 10. klasse på et online møde 26. januar. Pressefoto

Hør mere om den nye udgave af 10. klasse på et online møde 26. januar. Pressefoto Sergey Nivens - stock.adobe.com

Online info-møde om tre nye spor på 10. klasse

Årgangen deles op i tre spor: Virksomhed, fagligt/bogligt og erhvervsfagligt

Uddannelse En ny udgave af 10. klasse ser dagens lys i Favrskov Kommune efter sommerferien. Det nye tilbud skal der slås på tromme for, så derfor har interesserede elever og deres forældre mulighed for at høre mere på et online møde 26. januar kl. 19-19.45.

Der vil fortsat være 10. klasse i både Hadsten og Hammel. I det nye tilbud får eleverne mulighed for at vælge mellem tre spor: Et virksomhedsspor (almen 10. klasse), der har fokus på samarbejde med lokale virksomheder med blandt andet det formål, at eleverne får et tydeligt billede af de forskellige brancher. 

Et fagligt/bogligt spor (almen 10. klasse), der har fokus på at skabe et fagligt løft og øget brobygning på henholdsvis erhvervsskoler og gymnasier, så eleverne gennem et længere forløb på de respektive uddannelsesinstitutioner får et reelt indtryk af arbejdsformer og det faglige niveau. Endelig er der et erhvervsfagligt spor (erhvervsklasse), der er organiseret, så eleverne både får 10. klasse og det første grundforløb (GF1) af en erhvervsuddannelse i løbet af skoleåret. Modellen gennemføres i samarbejde med Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, hvor eleverne også kommer til at gå hele skoleåret.

For at deltage i online mødet 26. januar skal man senest 24. januar tilmelde sig. Linket til tilmelding kan man finde på Favrskov Kommunes hjemmeside eller Facebook-side. gs

Publiceret 20 January 2021 14:00