En støjskærm placeres fra Langskov og helt forbi Rosborg Møbler på E45, når motorvejen udvides i tre spor. Foto: Kian Johansen

En støjskærm placeres fra Langskov og helt forbi Rosborg Møbler på E45, når motorvejen udvides i tre spor. Foto: Kian Johansen

Høring hjalp:

Genberegning giver støjskærm på motorvejen

Det betaler sig at indgive et høringssvar mener tilfreds Otto Hansen fra Langskov

Af
Kian Johansen

Udvidelse Når motorvejen mellem Aarhus Nord og Randers om et par år med al sandsynlighed bliver udbygget til tre spor i hver retning, så findes der en flok tilfredse beboere i et mindre bebygget område øst for motorvejen i området der hedder Langskov tæt på Hadbjerg.

For Vejdirektoratet har genberegnet støjværdierne i området og da der blandt var en del høringssvar fra Langskov, har man valgt at anbefale et støjværn, fortæller Elisabeth Krog, der er projektleder i Vejdirektoratet.

Når E45 udvides i tre spor kommer der støjskærm i den østlige side mod Langskov. Foto: Kian Johansen

Når E45 udvides i tre spor kommer der støjskærm i den østlige side mod Langskov. Foto: Kian Johansen

"I første omgang lå beregningerne på vippen og under de 58 decibel. Men en ny beregning viste, at man lå meget tæt på den anbefalede maksimumsgrænse for støj i området ved Langskov og Trige, derfor valgte vi at anbefale støjdæmpning disse to steder," forklarer hun.

Hun tilføjer at det desværre ikke blev tilfældet i hverken Hadbjerg eller Hallendrup. Der var i alt godt 20 steder på den 32 kilometer lange strækning mellem Aarhus og Randers, hvor beboerne i områderne ønskede støjdæmpning.

Det anslås at udbygningen vil koste 3,1 milliarder kroner.

Høring betaler sig

Udover Favrskov Kommune og Danmarks Naturfredningsforening i Favrskov havde flere beboere i Langskov sendt høringssvar, der påpegede støjproblemet. Og demokratiet fungerede. Det mener Otto Hansen fra Langskov.

"Det er bemærkelsesværdigt, at myndighederne har lyttet til borgernes bekymringerne og ændret deres planer. Støjskærmen bliver nok ikke noget kønt syn, men beboerne øst for motorvejen vil helt sikkert få mere stille sommeraftener," siger Otto Hansen til Lokalavisen Favrskov.

Der er nu sendt en indstilling fra Vejdirektoratet med alle anbefalingerne til transportministeren, der derefter kan vælge at sende planerne om udvidelse af E45 i seks spor til videre behandling rent politisk.

Der kom 234 høringssvar. Langt størstedelen af høringssvarene, 186, var fra private borgere eller grupper af borgere. Dertil kommer 25 høringssvar fra virksomheder, 13 fra interesseorganisationer/-foreninger og 10 høringssvar fra myndigheder. 

 

Publiceret 22 January 2021 15:00