Eva Pedersen - Akademi for præstekadetter & sognepræst ved Kirken i Hinnerup

Eva Pedersen - Akademi for præstekadetter & sognepræst ved Kirken i Hinnerup

Kirkeklumme:

 Håb i kalenderen

Af
Eva Pedersen - Akademi for præstekadetter & sognepræst ved Kirken i Hinnerup

præsteklumme I mine forældres entré er der en kalender. Sådan en med et blad, der skal vendes hver dag. Min mor har skrevet aftaler, mærkedage og familie og venners fødselsdage ind i kalenderen og hver morgen, har hun troligt begyndt dagen med at vend et blad i den. Sådan har det været, så længe jeg kan huske. Kalenderen står stadig der i entreen, men bladende er ikke blevet vendt siden den 18. august 2020. Datoen der ikke jar ændret sig, selvom dage, uger og måneder er gået siden, vidner om, at der her skete noget, der ændrede tiden efter. Den vidner om, at hende der troligt vendte et kalenderblad hver morgen, ikke længere er her, og at tiden og verden gik i stå, for ham, der er tilbage. At han skuer mere tilbage mod det, der var, end frem mod det, der skal komme.

Ønsket om, at kunne skrue tiden tilbage, kender jeg godt og også ønsket om, at få tiden til at gå i stå. ”Hvis bare jeg kunne, ville jeg stoppe tiden lige nu”, har jeg tit tænkt. Det har især været når jeg har kigget på mine glade, legende børn, og alt for en stund, åndede fred og idyl. For man ved jo godt, at det er en stakket frist, før idyllen og freden er forbi. At ungerne hvert øjeblik kan blive uvenner og konfliktmægling og trøst er påkrævet. Og at de om et lidt længere øjeblik er blevet store og føler sig klar til at klare verden på egen hånd, og med en kuffert i den ene hånd og et vink med den anden, rejser de hjemmefra og ud i den usikre verden. Eller der kan ske noget endnu værre. Som der gjorde hos mine forældre den 18. august.

Min fars følelse af, at tiden siden da på én og samme tid har stået stille og ubarmhjertigt har fortsat med at gå sin gang, kender mange, der har prøvet at miste. Sådan kan man også have det her midt i en coronatid, der aldrig synes at få nogen ende. Følelsen af at livet er sat på standby, mens tiden ufortrødent fortsætter med at gå sin gang.

Jeg må indrømme, at et coronarelateret mismod var ved at få et solidt tag i mig, da jeg nogle dage inde i det nye år ringede til min far, for at høre, hvad han skulle have købt ind af dagligvare. Efter at have remset manglerne i køleskabet op, sagde han pludselig ”Du må også gerne købe en ny kalender”.

Udover at være et praktisk værktøj til at huske lægetider og fødselsdage, gemmer der sig i min fars ønske om en ny kalender også en accept af, at der er en fremtid. Om at nok bliver livet ikke som det var før den 18. august, men det bliver. Det lille ønske om en ny kalender, rummer så stort et håb. Det samme gør de dage, vi befinder os i lige nu. For ifølge kalenderen er det kyndelmisse d. 2. februar. Halvdelen af vinteren er gået. I kirken fejres dagen for Marias renselse, hvor hun tog den 40 dage gamle Jesus med i det jødiske tempel. Siden middelalderen har kyndelmisse også været den dag, hvor man i den katolske kirke velsignede alle de lys, som man skulle bruge i løbet af året.

Midt i den mørke vinter og midt i det mørke, vi kan føle at corona, sorg eller alt muligt andet kan kaste over vores liv, bringer kyndelmisse og det barn, der kom til verden som et lys i mørket, håb om, at der er lys forude.

Publiceret 24 January 2021 06:00