Anders Rye Jensen er ny afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hinnerup. Pressefoto

Anders Rye Jensen er ny afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hinnerup. Pressefoto

Ny afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Hinnerup

erhverv Anders Rye Jensen, 35 år, er ny afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hinnerup. Anders har syv års erfaring i den finansielle sektor og kommer senest fra en stilling som privatchef i Danske Banks afdeling for antihvidvask. Inden det har han arbejdet i afdelingsnettet i Danske Bank og tidligere syv år i ejendomsmæglerbranchen.

"Jeg ser frem til at opleve de personlige relationer og den nære kontakt til kunderne, som Sparekassen praktiserer. For mig personligt bliver det spændende at arbejde med kunder og medarbejdere på en arbejdsplads, der har så stort et fokus på medarbejder- og kundetilfredshed, at den har landets mest tilfredse kunder og samtidig er kåret som Europas bedste arbejdsplads. Det er en kultur, der kan noget," udtaler Anders Rye Jensen i en pressemeddelelse.

Med sin tidligere erfaring som privatchef skal Anders sammen med sine kollegaer bidrage til at udvikle afdelingen i Hinnerup.

"Området omkring Hinnerup er et spændende markedsområde, som jeg ser et stort potentiale i. Vi tør at forretningsudvikle i vores lokalområder. Jeg er stor tilhænger af, at vi er til stede lokalt og dermed ikke samler tingene i callcentre. Det går mod den generelle tendens i branchen, og den strategi er interessant og i mine øjne rigtig," fortæller Anders Rye Jensen videre.

Privat er Anders bosiddende i Sejs-Svejbæk sammen med sin kone og parrets tre børn. I fritiden nyder Anders at være aktiv. Han har gennemført to ironmans samt en masse halve og kortere distancer. Desuden holder han af en cykeltur på mountainbike i skovene omkring Silkeborg og ser frem til at udforske mountainbikesporet i Hinnerup, der ligger lige uden for Sparekassens dør. Anders bruger meget af sin tid i den lokale sportsforening, hvor han er medlem af fodboldforeningen og træner sine to ældste børns fodboldhold.

mj

Publiceret 31 January 2021 10:00