Sognepræst Lise Thorbøll Melchiorsen, Hadsten Storpastorat

Sognepræst Lise Thorbøll Melchiorsen, Hadsten Storpastorat

Klumme:

 Krop og ånd – en hilsen til John Dillermand

Af
Sognepræst Lise Thorbøll Melchiorsen

Hadsten Storpastorat

præsteklumme Vi lever godt nok i en modsætningsfyldt tid. Midt i en pandemi kunne man den første uge af året i medierne (også de udenlandske) høre rapportager fra stormen af Capital Hill side om side med historier om den danske DR-kanal Ramasjang, der har lanceret en ny animeret serie for børn.

John Dillermand hedder den og handler om en mand med en meget lang tissemand, der mest af alt minder om en lang hale. Denne forlængede legemsdel giver John en del problemer men hjælper ham også til at hjælpe andre.

Hvis man nu ikke har set serien, lyder det meget spøjst. Jeg har set den og synes, det var sjovt fundet på. Serien henvender sig til de 4 – 8 årige og er faldet en del voksne for brystet. Upassende og skudt ved siden af, har nogle af kritikerne indvendt: Hvorfor skal de små poder forholde sig til en mands kønsdel i deres ellers så uskyldige verden? Og jeg skal da indrømme, at min første tanke var, at det var modigt af DRs Ramasjang at bruge denne karakter, John Dillermand, i en tid hvor debatten om køn, kønsdiskrimination og MeToo raser. Men måske netop derfor har den sin berettigelse. Den tør provokere. Den tør sige diller. Et sjovt ord, et børneord. Den tør tale om kroppen på en måde, som vi nok i mange sammenhænge er blevet bange for at gøre af frygt for at blive kaldt enten utidige, diskriminerende eller ligefrem perverse. Men kroppen i sig selv kan aldrig være utidig. En tissemand – lang eller kort – kan aldrig i sig selv være pervers. Det bliver den først i det øjeblik, vi bilder hinanden ind, at den er skamfuld.

Jeg er udmærket klar over, at jeg som præst repræsenterer en organisation, der har en lang historisk tradition for at kæde netop krop og skam sammen. Sagen er, at det er mennesker, der har kædet begreber som anstændighed og god moral sammen med det at gemme kroppen væk, og ikke et udtryk for et gudsbestemt syn på kroppen. Tværtimod går krop og ånd altid hånd i hånd i det kristne menneskesyn: Et menneske er altid både krop og ånd, de to ting kan ikke skilles ad. Det var i en menneskekrop, at Gud valgte at give sig til kende for os: fattig, beskidt, fuld af mærker og ar - med andre ord: en ægte menneskekrop. Sådan én, som du og jeg – og John er beriget med. Sådan en krop, der kan blive syg, sådan en krop, der kan bringe glæde, sådan en krop, der kan hele. Men aldrig uden ånd. For som så meget andet kan en serie som John Dillermand ikke stå alene. Vi skal tale med vores børn om det, de bliver præsenteret for. Lære dem at sætte ting i perspektiv under hensyntagen til deres alder. Mennesket er både krop og ånd. På den måde lærer de, at vores syn på kroppen kan komme til udtryk på mange måder. Aldrig kun én. Og så skal vi lære vores børn og unge at stikke en finger i jorden og lodde stemningen, så samtidig med at kunne grine af John Dillermand når de ser ham på TV, skal de vide, at det i andre sammenhænge ikke er hensigtsmæssigt at kalde folk for dillermænd; som for eksempel kassedamen i Netto eller din gamle oldefar. Sådan er der så meget.

Men John Dillermand slipper vi nok ikke for foreløbigt. Godt for det.

Publiceret 31 January 2021 06:00