Morten Bang i midten sammen med Mikkel Bang og Mads Bang. Foto: Anne-Mette Bang Rasmussen

Morten Bang i midten sammen med Mikkel Bang og Mads Bang. Foto: Anne-Mette Bang Rasmussen

HOG løber med lys i mørket:

Vil skaffe penge til syge børn

Foreningsidrætten er sat på standby, men på søndag vil HOG-fodbold forsøge at genskabe fællesskabsfølelsen i en velgørende stafet - sammen-hver-for-sig

Hinnerup På nuværende tidspunkt plejer U15 træner i HOG-fodbold, Morten Bang, at være i fuld gang med planlægningen af HOGs årlige Europa-tur. En tur som giver masser af sammenhold.

Corona-restriktionerne har imidlertid sat en stopper for turen i år, men det skal ikke sætte en stopper for sammenholdet i klubben. Derfor har Morten Bang udtænkt en velgørende stafet rundt i Hinnerup - sammen-hver-for-sig.

"Til at starte med ville jeg bare lave en aktivitet for vores U15-drenge. Her fik jeg idéen til at lave en velgørende stafet, der kunne genere midler til et godt formål, samtidigt med at vi kunne få en snert af fællesskabsfølelse på holdet, selvom vi ikke må mødes," fortæller han i en pressemeddelelse.

Idéen greb dog hurtigt om sig, og sidenhen har 10 hold fra HOG-fodbold i alderen fra otte til over 45 år meldt sig til.

Stafetten løber af stablen søndag aften mellem klokken 18-20, hvor deltagerne løber med en lysende fakkel fra deres bopæl til en holdkammerats bopæl, hvor faklen gives videre og så fremdeles.

Alle skaffer sponsorer

Samtidig med at skabe lidt sammenhold i en svær tid vil løbet også generere penge til SMILfonden, som er en velgørende forening, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser.

"Alle børn kan blive ramt af sygdom, og vi vil gerne være med til at få et smil frem på børnenes læber i en tid, hvor de er ekstra sårbare grundet corona. Derfor er det også en fin symbolik i, at vi løber med lys i mørket," siger Morten Bang.

Hver løbetur udgør en donation, og det er deltagernes egen opgave at finde nogen, der gerne vil give et bidrag.

"Hver spiller skaffer selv en sponsor, som vil give dem et vilkårligt beløb for deres løbetur. Det kan være alt fra naboen, der vil give en halvtredser, en bedsteforælder, der vil give en 20’er og en ven af familien, som vil give 30 kroner. Det er pludselig 100 kroner, så på den måde kan der hurtigt generes et højt beløb, som kan gives videre til de syge børn, der har en hård tid rundt på de danske hospitaler," siger Morten Bang.

Publiceret 19 February 2021 09:00