Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Sirichai - stock.adobe.com

Region vil udvide med 10 private psykologer

Ventetiden til psykologhjælp skal ned. Derfor vil to udvalg gøre plads til 10 ekstra psykologer i Region Midtjylland

samfund Ventetiden til psykologbehandling i Region Midtjylland er i gennemsnit 11-15 uger. Det er for længe, mener politikere i de regionale udvalg for Psykiatri og Social samt Nære Sundhedstilbud. Derfor indstiller de nu til regionsrådet, at regionen udvider med plads til 10 ekstra privatpraktiserende psykologer.

"Det er virkelig en mærkesag for mig, at borgerne kan få psykologhjælp i alle egne af regionen. Og at de ikke skal vente urimeligt længe på at få den hjælp, de har brug for. Jeg er super glad for, at vi nu skaber plads til flere psykologer," siger Rasmus Foged (Alt), næstformand i Nære Sundhedstilbud, i en pressemeddelelse.

"Det her er en super god nyhed. Finansloven har sikret unge med depression eller angst ret til gratis psykologhjælp. Det er godt, men uden flere psykologer risikerer vi, at ventetiden bliver endnu længere end den allerede er," siger Jacob Isøe Klærke (SF), formand for Psykiatri og Socialudvalget, i selvsamme pressemeddelelse.

De ekstra psykologer får mulighed for at oprette praksis i kommunerne Aarhus (3), Favrskov, Odder, Horsens, Randers, Viborg, Herning og Holstebro.

"Det er vigtigt at vi har gode tilbud om hjælp i alle egne af regionen. Jeg er glad for, at psykologerne bakker op om forslaget og den geografiske fordeling," siger Annette Roed, formand for Nære Sundhedstilbud.

Formelt opretter regionen 10 såkaldte ydernumre, der hver giver en psykolog adgang til at åbne egen praksis i en kommune.

Et enigt Samarbejdsudvalg for psykologer bakker op om udvidelse af kapaciteten på psykologområdet og den geografiske placering af ydernumrene.

"Jeg håber, vi med de ekstra psykologer kan sikre borgerne hurtigere psykologhjælp," siger Birgit Marie Christensen (S) næstformand i Psykiatri og Socialudvalget.

Regionsrådet forventes at godkende indstillingen fra de to udvalg på sit næste møde, der holdes onsdag 24. februar. Én af de 10 ekstra psykologer kommer til at åbne i Favrskov Kommune.

mj

Publiceret 22 February 2021 13:00