Interessen for sang og musik har Mikkel Warncke Nørgaard ikke for fremmede. Hans far er således konservatorieuddannet i sang, og hans mor er musiklærer. Mikkel selv synger, skriver sange og spiller trommer samt klaver. Foto: CSJ

Interessen for sang og musik har Mikkel Warncke Nørgaard ikke for fremmede. Hans far er således konservatorieuddannet i sang, og hans mor er musiklærer. Mikkel selv synger, skriver sange og spiller trommer samt klaver. Foto: CSJ

Mikkel giver den gas til MGP på lørdag

"Jeg tror på kærlighed" er titlen på 13- årige Mikkel Warncke Nørgaards sang, som er kommet gennem nåleøjet til MGP 2021. Hadsten-gutten glæder sig til showet

Af
Christina S. Johansen

Hadsten To gange før har Mikkel Warncke Nørgaard sendt en sang ind til DR's melodi grand prix for børn - MGP. Begge gange gik han videre til workshop, men kom dog ikke videre. I år er det imidlertid anderledes. For i år lykkedes det! Tredje gang har nemlig været lykkens gang for 13-årige Mikkel fra Hadsten, som i dag er 13 år gammel. På lørdag klokken 19 løber showet live over skærmen.

"Jeg blev simpelthen så glad, at jeg græd, da jeg fik det at vide. Nu har jeg prøvet at sende ind i seks år, og så POW, nu sker det," siger den unge sanger, sangskriver, pianist og trommeslager, som altså kun var 6-7 år gammel, da han første gang forsøgte at komme med i MGP.

Mikkel fik den glædelige overraskelse overrakt på Østervangskolen sidste dag før efterårsferien, hvor hele årgangen var kaldt sammen for at høre om et projekt, som de skulle lave.

Viceskolelederen kaldte så pludselig Mikkel på scenen, og mens han stod dér, listede forældrene og lillesøsteren sig ind bag ham. Da han vente sig om, skød de konfettirør af og råbte, at han skulle være med i MGP, til stor hujen og begejstring fra kammeraterne.

Artiklen fortsætter under billedet

Mikkel Warncke Nørgaard drømmer om at blive skuespiller, når han bliver voksen - men gerne med noget musik inde over. Foto: CSJ

Mikkel Warncke Nørgaard drømmer om at blive skuespiller, når han bliver voksen - men gerne med noget musik inde over. Foto: CSJ

"Jeg tror på kærlighed"

Sangen, som fik Mikkel gennem nåleøjet, hedder 'Jeg tror på kærlighed' - og den er temmelig iørefaldende, skulle undertegnede hilse at sige. Det er en af den slags sange, hvor omkvædet hurtigt sætter sig fast i hovedet:

"Jeg tror på kærlighed, lykke og verdensfred. Men der er en djævel i mig, som siger nej, nej, nej."

Grundlaget for sangen begyndte ved klaveret, hvor Mikkel spillede nogle akkorder, som fungerede ret godt.

"Så fandt jeg på nogle gode ord, så kom omkvædet, så verset, og lige så stille blev den bygget op. Mine to første MGP-sange handlede også om kærlighed, så det ville jeg egentlig ikke skrive om igen, men det endte alligevel med, at jeg fik rimet kærlighed med verdensfred, og så kørte det derfra," forklarer Mikkel Warncke Nørgaard, som hele livet har gået rundt og improviseret sange. Det der med musikken har han nu heller ikke for fremmede. Hans far er således konservatorieuddannet i sang, og hans mor er musiklærer på gymnasiet. Mikkel selv går på musiklinjen 'Fokus' under Favrskov Musikskole. Det er for børn, som gerne vil fordybe sig endnu mere i musikken.

"Musik betyder meget for mig, og jeg laver jo musik hele tiden."

Så er det måske også den vej, du gerne vil gå senere i livet?

"Hmm, altså jeg tror måske helst, at jeg vil være skuespiller - men med noget musik inde over. Jeg laver nemlig også rigtig mange film," siger den unge gut.

En kæmpe oplevelse

Nu tæller Mikkel Warncke Nørgaard timerne til, han onsdag rejser mod København for at øve, øve og øve inden den store aften oprinder.

"Det foregår på en mega fancy scene i et studie i DR - og jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg håber, at det bliver en fantastisk dag, og jeg håber, at jeg synger fejlfrit," siger han og fortsætter:

"Selvfølgelig vil jeg gerne vinde, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er hele oplevelsen og at have en fest. Det bliver også en stor oplevelse at skulle på turné bagefter - når vi igen må den slags. At der er folk, som faktisk af deres egen fri vilje dukker op for at se mig optræde, det gør mig glad at tænke på."

MGP 2021

  • Showet bliver sendt på DR1 lørdag 27. februar klokken 19.00.
  • På grund af corona er showet i år uden publikum.
  • 13-årige Mikkel Warncke Nørgaards sang 'Jeg tror på kærlighed' er sang nummer 1.

Publiceret 23 February 2021 15:30