Bliver stationen i Laurbjerg faktisk genåbnet, skal det ske i samarbejde med Banedanmark som et såkaldt 3. partsprojekt. Arkivfoto

Bliver stationen i Laurbjerg faktisk genåbnet, skal det ske i samarbejde med Banedanmark som et såkaldt 3. partsprojekt. Arkivfoto

Stationen i Laurbjerg undersøges for 750.000 kroner

Politikerne vil have lavet en projektafklaring på stations-projekt i Laurbjerg

Af
Christina S. Johansen

Laurbjerg Ved seneste byrådsmøde nikkede politikerne ja til at bruge 750.000 kroner på projektering og projektafklaring vedrørende genåbning af stationen i Laurbjerg. Afklaringen skal danne grundlag for en stillingtagen til, om projektet overhovedet skal realiseres.

Resultatet af afklaringen bliver fremlagt for byrådets medlemmer til sommer. Her vil der være klarhed over projektets præcise udformning, anlægs- og driftsøkonomi samt udførelsestidspunktet for anlægsarbejderne.

"Vil mangle syv millioner"

Der er i 'Budget 2020 og 2021' afsat i alt 10,0 millioner kroner til projektet. Når, afklaringen er færdig, vil der altså være 9,25 millioner kroner tilbage til anlægsarbejdet.

Netop det resterende beløb fik Søren Frandsen (SF) til at sige følgende på byrådsmødet:

"Banedanmark siger, at projektet vil koste 16 millioner kroner. Vi vil altså mangle syv millioner kroner til anlæg. Derfor siger jeg nej, for jeg kan ikke se, at vi kan få økonomien til at hænge sammen. Jeg er sådan set ikke imod en station i Laurbjerg, men økonomien hænger bare ikke sammen."

22 personer stemte for at gå videre med afklaringen, mens SF og Konservative stemte i mod.

Publiceret 25 February 2021 16:00