Privat dronefoto, der illustrerer indkig fra det 18 meters højde ved den placering, som lokalplanforslaget angiver.

Privat dronefoto, der illustrerer indkig fra det 18 meters højde ved den placering, som lokalplanforslaget angiver.

Indkigsgener og skygge:

Ågade-naboer til kamp mod femetagers byggeri

Naboer til det kommende byggeri af boliger i op til fem etager på Ågade i Hadsten advarer i deres høringssvar mod indkig og skyggevirkning

Af
Anette Bonde

byggeri Lige som lokalplaner for byggeri i højden andre steder møder modstand fra naboerne, er et lokalplanforslag om byggeri af boliger i op til fem etager på Ågade i Hadsten også kommet i modvind.

I første omgang blev der lavet lokalplan for et byggeri i fire etager langs med Vestergade på arealet, hvor den tidligere Kiwi lå. Det blev ændret, og det nye lokalplanforslag beskriver et byggeri med 30 lejligheder i op til fem etager, 18 meter, og nu langs med Ågade på den nuværende parkeringsplads. Ifølge lokalplanforslaget anlægges bygningerne umiddelbart bagved boligerne på Vestergade, og den eksisterende butiksbygning, der har huset Kiwi, vil blive revet ned.

Lokalplanforslaget indeholder også et antal parkeringspladser til de nye lejligheders beboere.

Forslaget vil blive behandlet politisk i marts 2021 og forventeligt afsluttende med behandling i byrådet 23. marts.

Skygger og indkig

Lokalplanforslaget var udlagt i høring før jul, og affødte fem høringssvar - fire fra beboere/ejere af huse i området og ét fra Banedanmark.

I flere af dem beskrives ulemper med indkig til huse og haver hos beboere på Vestergade. I et af dem nævnes også gener for kirkegængere og kirkegårdens gæster ved Sct. Pauls Kirke.

"Vi forstår ikke, hvorfor kommunen vælger at placere byggeriet på det sted, der generer allerflest af de eksisterende beboere i området", skriver indsenderne.

De finder også lokalplanforslagets illustrationer af skyggevirkninger kritisabelt, og henviser til, at lokalplanforslaget viser skyggevirkning ved fire meters højde, mens der som nævnt foreslås tilladelse til at bygge i fem etager. Endvidere peger de på, at illustrationerne heller ikke tager højde for solens forskellige op- og nedgangstider.

Beboerne appellerer til, at kommunen udarbejder en miljøvurdering, der viser de reelle påvirkninger af et nybyggeri på de omkringliggende omgivelser.

Som ændringsforslag til lokalplanen foreslås i to af høringssvarene, at byggeriet flyttes længere ned ad Ågade. Her vil det være til mindre gene i forhold til skygge- og indkigsgener og samtidig vil det bedre harmonerer med det lejlighedsbyggeri, der i forvejen ligger i den del af Ågade.

Der er endvidere forslag om, at det planlagte byggeri kan forskydes, så det stadig er sammenhængende, men selve facaden vender mere mod vest.

"Dette vil mindske indbliksgener til kirkegården og beboerne langs Vestergade, og samtidig vil det give de nye beboere i byggeriet mere lysindfald i lejlighederne."

Høringsrunden affødte desuden kommentarer parkeringsforhold, et ønske om at byggeriet bliver maksimalt på fire etager, og at tagområde på bygninger ikke udnytters.

Måske ændringer

Som regel får politikerne først høringssvarene præsenteret sammen med forvaltningens kommentarer i forbindelse med den politiske behandling af sagerne. Formand for planudvalget Erling Kvist Andersen kan derfor på dette tidspunkt kun sige, at han på baggrund af forvaltningens vurdering vil kigge grundigt på, hvilke muligheder der eventuelt vil være for at stille naboerne bedre.

Publiceret 26 February 2021 11:45