Kjeld B. Nielsen, Sognepræst og daglig leder, Kirken i Hinnerup. Pressefoto

Kjeld B. Nielsen, Sognepræst og daglig leder, Kirken i Hinnerup. Pressefoto

Præsteklummen:

Askeonsdag

Denne uges præsteklumme leveres af Kjeld B. Nielsen

Af
Kjeld B. Nielsen

Sognepræst og daglig leder

Kirken i Hinnerup

præsteklumme Den første onsdag efter fastelavn bliver i den kirkelige tradition kaldt for askeonsdag. I stedet for at gå til alters får man tegnet et kors af aske i panden af præsten eller præstens hjælper.

Den første gang jeg prøvede det, var lidt grænseoverskridende. Man kunne ikke se sit eget kors i panden, men man kunne se alle de andres, så man følte sig ikke helt udstillet.

I vores kultur har praksis vedrørende faste næsten mistet sin kirkelige tilknytning.

Aldrig er der blevet solgt så mange fede og dyre fastelavnsboller som i år. Og det er jo ikke særligt religiøst. Snarere tværtimod. Det har måske mest udtryk at en slags kollektiv trøstespisning.

Det forsonlige ved den traditionelle kristne faste er, at den slutter igen.

Askeonsdag er præcis 40 dage (eksklusiv søndage, som ikke er fastedage) inden påskelørdag, hvorefter vi fejrer opstandelsen påskedag.

Fasten er et afbræk i dagliglivet, hvor afsavnet skal skærpe opmærksomheden på, hvad der er det vigtigste i livet, nemlig tilhørsforholdet til Gud - og ikke til det, der ellers optager vores dagligdag: arbejde, madlavning, sociale medier, Netflix og popcorn og slik.

Den tidsbegrænsede faste er opbyggelig til at perspektiverer. Altså til at kunne fokusere på, hvad der er vigtigere end andet.

En tendens i tiden er at holde faste hele året. Vor tids super-religiøse er blevet dem, der lægger overdreven vægt på deres mad. Det kan være svært at se forskellen på en radikaliseret ung muslim og en militant veganer. Begge ligger overdreven vægt på overholdelse af en masse leveregler af tvivlsom herkomst. Ikke desto mere styrker det fællesskabet og selvforståelsen i sekten på den dårlige måde.

Det gode ved den kristne forståelse af fasten er, at den giver anledning til eftertanke og prioritering af det vigtigste her i tilværelsen - og at den går over.

I bagklogskaben klare lys håber jeg, at pandemien kommer til at fungere som den kristne faste. Altså en tid, hvor det nok gør ondt, men hvor vi kommer ud på den anden side med en større bevidsthed om, hvad der er vigtigt i vores liv og samfund. Og jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at den store genåbning sker i forbindelse med påsken i år.

God faste!

Publiceret 28 February 2021 06:00