Hanne Smedegaard, formand for Landsbyrådet,

Hanne Smedegaard, formand for Landsbyrådet,

Stort beløb til landsbyer og forsamlingshuse

Landsbyrådet opfyldte næsten alle ansøgninger fra forsamlingshuse og landsbyer

Af
Anette Bonde

landdistrikter Landsbyrådet kunne næsten sige fuldt ja til samtlige ansøgninger fra forsamlingshuse, der blev behandlet ved mødet i sidste uge. Forsamlingshuset i Sall fik tilskud til udbedring af akustik, Grundfør til nyt tag, Nr. Galten til køkken og opvarmning, Røgen til nyt tag og Sdr. Vinge til toiletrenovering. Kun Thorsø Pavillon måtte nøjes med et mindre beløb end det ansøgte, grundet at pavillonen havde modtaget et større beløb i 2019.

Hanne Smedegaard, formand for Landsbyrådet, forklarer, at landsbyrådet ved sin behandling af ansøgningerne i efteråret 2020 sendte dem retur med en bøn om, at man skar lidt af projekterne og måske også fandt nogle andre puljer. Det gjorde man så, og nu var der penge til alle.

"Fem ud af seks fik godkendt deres ansøgning med det fulde beløb. Dermed kunne vi holde os inden for restsummen på 566.000 fra 2020."

Hun oplyser, at puljen for 2020 var på i alt 1,447 mio. kroner. Ved budgetlægningen for 2021 fik hun forhandlet sig frem til knap 100.000 ekstra for 2021 grundet forsamlingshusenes tab under coronakrisen. Puljen i år er således på 1,533 mio.

Projekter i landsbyerne

Fra landsbyerne var der kommet ansøgninger til fem projekter. Også her blev alle ansøgninger imødekommet totalt.

"To af ansøgningerne er projekter, der går på tværs af flere landsbyer og fremmer sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen. Men det er rigtig gode projekter alle sammen."

Foreninger i Farre, Svenstrup og Røgen vil i samarbejde med teatergruppen Wunderland lave en deltagerinvolverende og interaktiv forestilling gennem Røgen præstegårdsskov. Arbejdstitlen er "The human imagination game". Projektet inddrager nordiske samarbejdspartnere fra Sverige og Island i processen i Favrskov og skal de efterfølgende år til Samsø, Reykjavík, Akureyri og Gotland. Der gives også støtte fra andre.

Fra Skjød, Granslev, Vitten og Lyngå blev der søgt støtte til "Midtpunkt – et arrangement mellem fire landsbyer i Favrskov". Der vil blandt andet være skov-bingo, lokalhistorisk foredrag, cykelløb og multietnisk fællesspisning.

Svenstrup Borgerforening ønsker at afholde en maleri-workshop, Tungelundbadet ønskede støtte til en rutsjebane til Tungelundbadet, og Sall Forsamlingshuse søgte om midler til forbedring af husets udeareal.

I 2021 er der en lille million kroner at gøre godt med. Næste ansøgningsrunde er med frist 30. april.

God opbakning

Hanne Smedegaard vil i øvrigt rose opbakningen fra landsbyerne, selv om møderne holdes virtuelt. Der er 41 landsbyer i Favrskov og dermed 41 repræsentanter. I torsdags deltog 39 online.

"Det er stort set samme antal, som der er til de fysiske møder. Men vi glæder os selvfølgelig til igen at kunne mødes fysisk."

Det er blandt andet erfaringsudveksling og videndeling, der mangler ved de virtuelle møder. Ved de fysiske møder tages sagerne som regel op i grupper efter fremlæggelsen, og her er der værdifuld summen over bordene.

"Styrken i landsbyrådet er på den måde, at vi selv er hinandens kritikere og vi bakker hinanden op."

Årsplan med fem punkter

Ved mødet blev også vedtaget en årsplan for 2021, som Landsbyrådets repræsentanter har udarbejdet og vedtaget i fællesskab.

Emnerne er: "Har I baglandet med?", "Fremtidens fællesskaber", "Biodiversitet og grønne fællesskaber i landsbyerne", "Trafiksikkerhed i landsbyerne" og "Liv i landsbyerne".

Der blev nedsat arbejdsgrupper til fire af emnerne, mens emnet 'Liv i landsbyerne' kommer til at køre over landsbyrådets Facebook.

Hanne Smedegaard noterer i øvrigt, at der også blev sat et fuldt hold til Landsbyrådets forretningsudvalg. Enkelte forlod rådet, men nye blev valgt, og styrken på syv medlemmer og to suppleanter er dermed intakt.

Publiceret 03 March 2021 11:00